Det bliver ikke muligt for pressen at stille kritiske spørgsmål til Alternativets kandidater til posten som kultur- og fritidsborgmester i Københavns Kommune forud for afgørelsen.
Det oplyste partiets afdeling i hovedstaden torsdag i en meddelelse på Facebook.
Kandidaterne »kan være aktive på sociale medier, men udtaler sig ikke til pressen i digitale, radio eller trykte medier eller lignende,« fremgår det blandt andet.
Det er kandidaterne selv, der sammen med de øvrige medlemmer fra Alternativet i Borgerrepræsentationen er blevet enige om vilkårene.
Dette vækker kritik hos chefforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole med speciale i kommunalpolitik Roger Buch, der kalder tiltaget »usædvanligt«.
»Det sker jævnligt, at man er tilbageholdende i offentligheden, fordi man prøver at undgå at udstille uenigheder eller ikke ønsker persondrøftelser, men det er bestemt ikke normalt, at man giver sig selv mundkurv på,« siger han.
Roger Buch understreger, at partiet og kandidaterne er i deres gode ret til ikke at stille op til interview, men at det taler imod de kerneværdier, som partiet har udstukket om åbenhed og gennemsigtighed.
Ifølge Roger Buch skaber Alternativet to problemer.
»Medlemmerne (der skal deltage i afstemningen og dermed afgøre, hvem der skal være ny kulturborgmester i hovedstaden, red.) kan miste en del information om kandidaterne ved, at de ikke udtaler sig offentligt,« siger han. Det sker med henvisning til, at medlemmer, der er i tvivl om, hvem deres stemme skal gå til, ville have gavn af at se kandidaterne i offentligheden for at blive klogere på deres holdninger og evner som kommunikatører.
»Et andet problem er, at den kritiske granskning af kandidaterne bliver væsentligt sværere, hvis ikke de vil udtale sig og stå på mål for kritiske spørgsmål,« siger Roger Buch.
Han bemærker det paradoksale i, at dette bliver konsekvensen i en sag, der netop begyndte, fordi et medie – Radio24syv – granskede Niko Grünfelds oplysninger.
Ifølge pressemeddelelsen fra Alternativet skal de tre kandidater udarbejde en kort video af cirka tre minutters varighed, som vil blive lagt på Alternativets Facebookside i næste uge. Derudover må kandidaternes aktiviteter på sociale medier ikke omhandle »afstemningen eller emner, som kan direkte associeres med afstemningen eller som kan forveksles med en direkte kampagne.«
De 2.500 medlemmer af Alternativet København vil få tilsendt informationsmateriale om de tre kandidater direkte, skriver Politiken.
Berlingske har formiddagen igennem forsøgt at få et interview med formanden for Alternativet København om, hvorfor kandidaterne ikke må udtale sig til hverken pressen eller på sociale medier om deres kandidatur, men formanden, Matthew Daniali, har ikke svaret på henvendelserne.
Samme spørgsmål har en bruger spurgt Alternativet København om på Facebook, hvortil svaret lyder:
»Det handler om, at vi ikke ønsker at valget skal handle om, hvem der er bedst til at få mest mulig taletid i medierne. Det handler altså ikke om at »lukke ned«. Men tværtimod at forsøge at dele sol og vind lige.«
En pointe som Matthew Daniali har uddybet i et interview med Politiken fredag.
Adspurgt, hvorvidt han kan forstå, hvis hovedstadens borgere også gerne vil kunne stille kritiske spørgsmål til kandidaterne, svarer han:
»Det er ikke fordi, der ikke må være kritiske spørgsmål. Men de her kandidater er blevet valgt én gang af vælgerne. De har mandatet til at kunne stille op som kultur- og fritidsborgmester. I fra pressen er jo inviteret med til vores valgmøde, hvor I er velkomne til at se, hvad der foregår og følge de spørgsmål, der bliver stillet. Vi prøver ikke at holde noget hemmeligt. I må komme der eller følge med på vores officielle kanaler,« siger Matthew Daniali, der understreger, at det er de tre kandidaters ønske ikke at svare på spørgsmål fra medierne.
Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra de tre kandidater til borgmesterposten uden held og der bliver i stedet henvist til Matthew Daniali:
Afstemningen om, hvem der skal afløse Niko Grünfeld, er planlagt til 28. oktober.