12.750 biler risikerer at blive nægtet adgang til Indre By: »Der er sindssygt meget kamp om pladsen«

Der skal være langt færre biler i Københavns hjerte, mener et bredt flertal på Københavns Rådhus. Pladsen skal i stedet bruges på træer, bænke og cykler.

Københavns Kommune arbejder med forskellige scenarier, der vil mindske biltrafikken i den såkaldte Middelalderbyen. Den mest indgribende model vil reducere biltrafikken med 75-85 procent, blandt andet ved at forhindre adgang for håndværkere, taxaer og busser. Her er et stykke af Middelalderbyen fotograferet fra Københavns Domkirkes tårn. Niels Ahlmann Olesen

Folk står af cyklen og hiver en øl eller en termokande op ad tasken for at sætte sig på en bænk i skyggen fra et nyplantet træ, hvor der før holdt en bil parkeret.

Her har de kig til fodgængere, som har fået mere plads på fortovet, cykelstier, der er vokset i bredde ved at tage vejareal i brug, og turister, som spadserer omkring og trækker den renere byluft ned i lungerne.