I dagens »Lyt til Berlingske« kan du høre om statsminister Mette Frederiksens fødevarecheck, der kritiseres for at være en tynd omgang. Du kan også høre om den historiske frihandelsaftale mellem EU og Indien, som åbner enorme muligheder for dansk erhvervsliv og potentielt kan mindske vores afhængighed af amerikanske markeder, og om ny forskning, der viser, at vi mentalt topper senere i livet, end de fleste går og tror.
Det er chefredaktør Pierre Collignon, der er vært på dagens udsendelse.
Fødevarechecken er den »tyndeste leverpostej«
Det må være en ovenud lykkelig Mette Frederiksen (S), der kan placere de blå uden for døren, da hun tirsdag kunne præsentere aftalen om en fødevarecheck, flankeret af Folketingets mørkerøde partier.
Men fødevarechecken er »den tyndest smurte leverpostejsmad til flest muligt«, lyder det i en leder af erhvervskommentator Thomas Bernt Henriksen.
»Hvem behøver USA nu?«
Indien og EU har indgået en historisk aftale om frihandel og samarbejde, der åbner enorme muligheder for dansk erhvervsliv.
Udsigterne til lavere told og en fjernelse af indiske bureaukratiske barrierer skaber et helt nyt marked, som især vil gavne mindre danske virksomheder.
Økonomiredaktør Ulrik Bie spørger i en analyse: »Hvem behøver USA nu?«
Erfaring overgår ungdom
På ét tidspunkt i livet er erfaring, dømmekraft og viden bedst balanceret, viser nyt studie. Og det er senere, end det fleste går og tror.
Psykolog fremhæver især to træk, der bliver stærkere med alderen.


