»Undskyld John, undskyld Danmark«: Forbløffende hilsen til John »Faxe« i ærlig selvbiografi

AOK
Litteratur

Boganmeldelse: John »Faxe« Jensens selvbiografi, »Den ramte jeg sgu lige i røven«, er underholdende og velkomponeret »memory lane« med lussinger og »tordenhug« for fuld udblæsning, som rummer langt mere end blot EM-triumfen i 1992.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hverken storskrydende som Bendtner eller ekvilibristisk som Laudrup.

Nej, vi husker ham som den krølhårede terrier, der løb solen sort og blev synonym med disciplin, ydmyghed og stenhårdt arbejde.

Manden med det drivvåde krudt, der på forbløffende vis forevigede sig selv, da det danske landshold en lun sommeraften for 30 år siden slog de regerende tyske verdensmestre i EM-finalen.

Tordenhug

Men John »Faxe« Jensens karriere byder på langt mere end et uforglemmeligt tordenhug (endda fra en falsk støvle), og den forkromede fortælling om manden med øgenavnet, taget efter en prosaisk øl, skildres nu for første gang i en befriende ærlig selvbiografi på over 350 sider.

352 sider helt præcist.

Vi skal have det hele med, nogle gange lige rigeligt, men bogen er ingen ørkenvandring, for historierne om »Faxes« fodboldliv blander det sure med det søde, triumferne med skuffelserne og de bitre erkendelser. Alt flød bestemt ikke i mælk og honning i hans over tre årtier i professionel fodbold, langtfra.

En uprætentiøs fortælling uden sensationelle kanter, godt hjulpet på vej af ghostwriteren Ole Sønnichsen, hvis flydende sprog giver selvbiografien ekstra hestekræfter.

For lad os være helt ærlige. De færreste har nok længtes efter at få genopfrisket Herfølges overrumplende mesterskab i 2000, endsige den bizarre sæbeopera, der førte til, at Danmark stillede med et vikarlandshold. To begivenheder fra »Faxes« bagkatalog, der begyndte med Tipslørdag og fodbold i en baggård på Nørrebro i begyndelsen af 1970erne.

En vaskeægte lussing

I den anden, mere underholdende ende af skalaen er mødet med den britiske fodboldkultur, som sluger den benovede dansker og spytter ham ud som en hærdet mand og Premier League-soldat.

 

Og hvem ville ikke blive galvaniseret, mildest talt, af fire år på samme arbejdsplads som den intimiderende Tony Adams, hans holdkammerat i Arsenal fra 1992 til 1996 – og klubbens anfører.

Et alkoholiseret brød på 191 centimeter, kaldet The Skipper, der åd angribere til morgenmad. Inden en kamp faldt hans blik på den nye dansker i London-klubben, hvorefter han tog fat i kraven på hans trøje.

»»Come on, JJ«, sagde han. Og så stangede han mig en ordentlig lussing med højre hånd. Jeg var fuldstændig overrumplet … en vaskeægte lussing, der sved og efterlod et gedigent rødt mærke … Og det virkede,« som John Jensen bemærker – for nervøsiteten forsvandt.

En periode med vaseline på øjenbrynene for at undgå flækkede øjenbryn, klublæger, der stank af whisky og bajere ud af munden, uvirkelige hævnaktioner på grønsværen og superpumpede gladiatorer som Vinnie Jones, der poserede truende og fremsagde en dyrisk lyd, inden han trak en finger over halsen på sig selv.

Beskrivelser af Premier League i de spæde år, inden ligaen blev et sandt hangarskib med oligarker, saudiske prinser og fossende milliarder, en veltunet underholdningsindustri glat som en slimet ål, fyldt med fåmælte stjerner, der bekymrer sig om sponsorerne, og med en position øverst i fodboldens fødekæde målt i brand, penge og prestige.

Virkeligheden dengang, virkeligheden i dag.

I dette kontrastfulde spejl efterlades læseren med refleksioner over, hvad fodbold var – og hvad den på blot 30 år har udviklet sig til.

Tony Adams med en besked

Selvbiografiens memory lane forstærkes af billeder fra nogle af højdepunkterne i en lang karriere, et forord af Peter Schmeichel og en ganske usædvanlig hilsen fra Tony Adams, der giver en undskyldning, ikke blot til »Faxe«, som var »en fantastisk spiller«, men til hele Danmark:

»Undskyld, vi aldrig fik det bedste ud af ham i Arsenal. Det skyldtes flere ting … Jeg drak virkelig meget i den periode, og jeg havde brug for en foran mig, som kunne beskytte mig, så jeg så godt ud i det centrale forsvar. Den rolle påtvang jeg John.«

Men som The Skipper understreger:

»Vi elskede ham, og vi havde kæmpestor respekt for det, han havde gjort for sit land i 1992.«

Faxe – den ramte jeg sgu lige i røven
Forfatter: John »Faxe« Jensen i samarbejde med Ole Sønnichsen. Sider: 352. Forlag: Lindhardt & Ringhof. Pris: 300 kroner