Ulf Pilgaard ved godt, han har haft sin tid. Men han nægter at give op

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Ulf Pilgaards seneste erindringsbog handler om at blive gammel, acceptere og kæmpe imod en lang række af tab. Det er smuk, vemodig og opbyggelig læsning og peger mod en helt ny type erindringer: De gamle, men endnu levendes livtag med det uafvendelige.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Snart er det slut.

Det gælder i første omgang i Cirkusrevyen, hvor Ulf Pilgaard inden længe takker af efter lang og tro tjeneste. Hele 40 sæsoner har han stået derude på Bakken under teltkuplen og fået et stort og taknemmeligt publikum til at grine – og ind imellem tænke sig om. Det er noget af en bedrift, men nu kan han heller ikke længere.

Det kniber med pusten, det kniber med kræfterne, og det må for alt i verden ikke også begynde at knibe med hukommelsen, selvom den stadig er intakt. Det ved 80-årige Ulf Pilgaard bedre end nogen anden, og han siger det selv. Hør bare:

»Jeg er også bevidst om, at det ikke varer ved, at jeg skal sige fra i tide, før andre gør det for mig. Det må ikke blive ydmygende, og derfor bliver sommeren 2021 også den sidste for mig i Cirkusrevyen. Jeg ville gerne spille med for 40. gang, men derefter er det slut. Det er krævende at spille mange dage i træk, og jeg vil hellere selv trække stregen og sige: Det var det.«

Det er ganske bevægende at læse Ulf Pilgaards nye erindringsbog »Hellere halvgammel end helt død«, som er fortalt til Ole Sønnichsen. Titlen er nu noget koket, for lad os sige det ligeud: Ulf Pilgaard er ikke bare halvgammel, han er faktisk rigtig gammel. Vi glemmer det bare, fordi han – trods den gradvise retræte – holder sig så fabelagtigt og stadig er i fuld vigør. Men det er faktisk det – at blive gammel – der gennemsyrer de erindringer, som Ulf Pilgaard allerede fortalte så udmærket for blot seks år siden i den fremragende erindringsbog »Mit liv som Ulf«.

Gøglerliv

Vi får stadig historien om præstesønnen, der undslap jyske Holme og drog til København for at læse teologi, så han kunne komme ud af sin dominerende præstefars skygge. En omklamring, han først begyndte at fravriste sig, da man opdagede hans talent for at spille komedie. Han blev sig selv ved at spille andre! Og det er stadig en i denne omgang lidt fragmentarisk skildring af et liv, hvor anerkendelsen – se mig som andet og mere end en revyskuespiller – måske netop har fyldt og fylder så meget, fordi Ulf Pilgaard hele tiden har følt, han skulle gøre sig fortjent til sit gøglerliv. Indsigterne om liv og teatret dryppes fint og nærmest associativt gennem bogen.

Men først og fremmest er dens berettigelse det, der nu kan lægges til. En historie, der handler om netop det at nå støvets år. En uendelig række af tab, som kontrolfreaken og skeptikeren Ulf Pilgaard må underkaste sig. Men også forsøge at byde trods i benhård overlevelseskamp. Gennem nysgerrighed og vilje forsøger han at bevare så meget af det, han kender til, selvom alt – tiden, kroppen, livets skrøbelighed – arbejder imod ham. Det gælder, som sagt, på scenen, hvor hovedrollernes og en krævende sommerrevys kraftindsats er forbi. Men det gælder også i stort set alle livets andre forhold:
»Det er rigtigt, at det at blive gammel er at miste kontrollen lidt ad gangen, og det kan være svært at acceptere. Før havde man magt, før var man noget, og ens ord havde en enorm vægt og tyngde. Pludselig er man lidt mindre og bliver overhalet af andre,« siger Pilgaard.

Bevægende læsning

Allersmukkest står beskrivelsen af kærligheden til hustruen Gitte, som døde i 2016 efter lang tids invaliderende sygdom. Bogens afsnit om den sorg, Ulf Pilgaard stadig føler over at have mistet sin livsledsager, klippe og støtte, er bevægende læsning. Ikke mindst de begavede refleksioner i forhold til at bevare loyaliteten over for den mistede, men også at tillade sig selv at leve videre hånd i hånd med en ny kærlighed. Hjerteskærende er tillige den følelse af afmagt, der fylder Pilgaard i forbindelse med tabet af sønnen Michael, der døde som følge af et hårdt liv:
»Alligevel sætter man sig på anklagebænken og føler sig skyldig. Det kan ikke undgås, når det er ens barn, det handler om. Det bliver en smerte, jeg bærer med mig resten af mine dage, især at jeg måtte give op og lade ham leve et liv med misbrug, selvom vi prøvede at hjælpe ham med at kæmpe imod.«

Vær beredt!

Engang sagde Ulf Pilgaard altid »hvis jeg dør«, indtil kammeraten på scenen, Claus Ryskjær, gjorde ham opmærksom på det absurde i den formulering. Nu ved han godt, at han rent statistisk er den næste i rækken.

Cover Fold sammen
Læs mere
Foto: Lindhardt og Ringhof.

Det er meget muligt, at han har planlagt sin begravelse, men han spejder ikke mod kirkegården. Og det kan godt være, han afslutter bogen med den uafvendelighedens klare logik og mangel på sentimentalitet, der præger det tænkende menneske Pilgaard trods følsomheden: »Jeg har haft min tid«.

Det sidste er heldigvis en sandhed med modifikationer, selvom man må tillægge, at Pilgaard har formået at bruge sin sendetid. For samtidig er han så optændt af at få det bedste ud af det, der er tilbage. Det gælder i arbejdet, hvor han stadig erklærer sig fit for fight og berettiget raser mod aldersfobi i film – og tv-branchen. Det gælder i kærlighedslivet, hvor han bryder tabuet om lyst til sex trods alderen. Og ellers giver han et godt råd: Grin ad det hele. Der er ikke andet at gøre.

Bogen kan med fordel læses af alle, der er gamle eller tror, de aldrig bliver det. Vær beredt!  Og den peger på en helt ny niche på bogmarkedet, der er godt på vej: anden ombæring af de erindringer, man udgav for blot en håndfuld år siden. Dengang man troede, det var ved at være forbi. Det viste sig, at der var mere. Nu bliver skribenterne endnu ældre. Det gør læserne også.

Hellere halvgammel end helt død
Forfatter:
Ulf Pilgaard i samarbejde med Ole Sønnichsen. Sider: 256. Pris: 300 kroner Forlag: Lindhardt og Ringhof