Ulf Pilgaards erindringer: Den dybt alvorlige sprællemand

Ulf Pilgaards erindringer gennemsyres af en kunstners ønske om at slippe for at blive sat i bås.

Ulf Pilgaard på Bakken, hvor han også til næste år skal medvirke i Cirkusrevyen. For 36. gang. Foto: Linda Kastrup Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der går en tråd gennem Ulf Pilgaards glimrende erindringer, »Mit liv som Ulf«, som han har fortalt til journalisten og forfatteren Ole Sønnichsen.

Den handler om en mand, der ganske vist er en af landets mest anerkendte og feterede skuespillere, og som sommer efter sommer fortjent hyldes for sin indsats som Cirkusrevyens uundværlige midterstolpe. Men den handler også om en mand, som – selv om han er lige på falderebet til at fylde 75 – stadig angler efter den anerkendelse, han synes, han fortjener, men som han ikke helt har fået.

Det betyder ikke, at den erfarne skuespiller – hold da op, hvor har han arbejdet – ikke slår et gevaldigt og nødvendigt slag for de såkaldt lette genrer, som han selv, lige siden midten af 1960erne, har forgyldt med sin lange skikkelse, sin sans for det sjove, sin professionalisme og sin timing.

Revyen får for eksempel det forsvar, der så sandelig tilkommer den: »Det dårlige renommé er, lidt selvforskyldt, blevet hængende ved genren,« mener Pilgaard. »Men anmeldere og publikum har ikke fulgt med, hvis man stadig tror, at det er sådan,« siger han og fremhæver to af de skarpe pragttekster, han selv har fremført inden for det seneste årti:

»Lærte vi noget?« og »Perlemor« om henholdsvis Muhammed-tegningernes absurditet og Hanne Bech-Hansens vrøvl om »perler«. Hvad er det i øvrigt for nogle revyforskrækkede anmeldere, Ulf Pilgaard taler om? Jeg har mistanke om, at han kun læser Politiken. Her er det vist Pilgaard selv, der ikke rigtig følger med i timen.

Forståelig frustration

Men det er ikke kun snobbede anmeldere eller et bagstræberisk publikum, der går galt i byen:

»I mine øjne er Cirkusrevyen det eneste sted, hvor der er rigtig politisk satire og krasse tekster, men der er bunkevis af fordomme omkring en bestemt type teater og skuespil blandt vores kollegaer, som formentlig ikke selv kan mestre det, vi går og laver sommer efter sommer,« siger Pilgaard. »Før i tiden blev jeg sur, når jeg mødte fordommene, nu bliver jeg bare træt. Vi er oppe på, at tæt ved 200.000 danskere hvert år kommer i Cirkusrevyen, høj som lav – og at kalde det ubegavet eller reaktionært er ganske enkelt langt ude,« tordner han. Og man kan kun give ham ret.

En ekstra kilde til forståelig frustration er det, at det offentlige støttesystem ikke har været god til at passe på morskabsteatret.

Det er ikke blot med vemod, men også med en hovedrysten, at Ulf Pilgaard hen mod slutningen af bogen taler om, at hans hjemmebaner er skrumpet ind til én – Cirkus­revyen.

Væk er det ABC Teatret, hvortil Preben Kaas hentede sofitskraberen Pilgaard, fordi han havde set de komiske muligheder i den teologistuderende amatørskuespiller i den studentikost begavede Collage-truppen.

Væk er den Underholdningsafdeling i DR, hvis uge-satire Ulf Pilgaard havde været med i lige siden starten, dengang den ugentlige holden samfundet i ørerne hed »Hov hov« og »Uha Uha«. Væk er det Privatteatret, som Ulf Pilgaard spillede både farcer, komedier og mere alvorlige stykker på – ofte med Lisbet Dahl og Claus Ryskjær et eller andet sted lige i nærheden.

Skuffede forventninger

Men til trods for sit glødende forsvar for teatrets muntre genre, kæmper Pilgaard som sagt stadig en kamp for at slippe ud af den bås, man har sat ham i. Han siger et sted, at det at spille sammen med den højt respekterede ældre komikergigant Dirch Passer samtidig havde en afskrækkende effekt på ham:

Han ville ikke ende som bare den sjove mand. I »Mit liv som Ulf«, der lidt opremsende, men også let og ubesværet skrider kronologisk frem fra år til år, fra forestilling til forestilling, står det naturligvis at læse, at det indimellem er lykkedes Pilgaard også at få såkaldt seriøse roller – ikke mindst takket være instruktører som Morten Grunwald, som han har meget pænt at sige om, samt Erling Schroeder, der blandt andet lader ham spille Holberg på Det Kongelige Teater.

Præsten i Henrik Stangerup-filmen »Giv Gud en chance om søndagen«, morderen i Ole Bornedals »Nattevagten«, den alkoholiserede journalist i monologen »Tømmermænd« samt den den ækle, pædofile far i teaterudgaven af »Festen« er andre eksempler. Men gang på gang må Pilgaard konstatere, at han blev skuffet i sine forventninger om nu at komme til at spille mere af den slags psykologisk udfordrende karakterer: »og så blev der bare helt, helt stille«. Han lægger ikke skjul på, at det – ud over glæden ved arbejdet – også var brandet Pilgaard, han så gerne ville ændre. Hør bare her:

»Jeg har aldrig rigtigt brudt mig om, når journalisterne skriver om mig, at jeg er revyskuespilleren Ulf Pilgaard. Jeg opfatter mig selv som skuespiller, og selvfølgelig har jeg spillet meget revy og komedie, men jeg har altså også lavet alt muligt andet gennem årene, og derfor synes jeg, at det er en misvisende label at få klasket på ryggen,« siger han et sted og fortsætter længere nede på siden:

»Jeg kom engang til at sige til en journalist, da jeg blev spurgt om, hvad jeg troede, mit eftermæle ville blive, at »jeg levede mit liv som en sprællemand det meste af mit liv, men indeni sad en dybt alvorlig mand.« Og i virkeligheden er det det, jeg vil have frem, når jeg siger, at jeg er skuespiller, at jeg rummer både det lyse og det mørke, og at jeg formår at få det frem, når jeg tegner en karakter.«

Med risiko for at blive beskyldt for at lege lommepsykolog, så er det nærliggende at tro, at det uuddannede teatertalents higen efter anerkendelse – alle disse positive anmeldelser, der citeres i bogen, alle disse (fortjente) udmærkelser, der nævnes, alle disse lidt småsnobbede, ærlige ønsker om at komme ind i varmen – også i det hele taget hænger sammen med den kamp for at finde en plads i tilværelsen, han især i ungdommen måtte kæmpe for.

Præstesønnen var omtrent tvunget til at flytte fra jyske Holme og helt til København for at læse teologi, så han kunne komme ud af skyggen fra et kærligt barndomshjem, der dog var præget af forventninger, »overvågning« og af en dominerende, streng faderfigur med hang til utroskab, hvilket gav spændinger og skænderier i præstegården.

Faren var ikke meget for det, da det viste sig, at unge Ulf havde talent for at spille komedie, men han lærte langsomt med årene at godtage hans valg af gøglertilværelse, og ved farens tidlige død manglede Ulf Pilgaard pludselig en modspiller.

Ole Sønnichsen formår flot at redigere samtalerne med Ulf Pilgaard, så man fornemmer skuespillerens egen fortællestemme, og han starter bogen klogt: Med den frihedsfølelse, unge Ulf føler, da han langt om længe sidder i København og har fået nogle små værelser i Pisserenden. Det er dette afgørende brud, friheden til endelig at blive sig selv, der fører til alt det, som siden skulle komme.

Smukt om Claus Ryskjær

Og sikke en karriere. Ulf Pilgaard taler med indsigt om det hele. Han er ikke nærig med ros til nogle af alle de mennesker, han har mødt på sin vej – smukkest er skildringerne af faderfigurer som Hans Christian Ægidius, som han lavede teater med i de helt unge år, af mentoren Preben Kaas og af den savnede partner Claus »Rysse« Ryskjær, der forlod teatret på grund af sceneskræk.

Stærkt og ligefremt beskriver Ulf Pilgaard også den gensidige loyalitet i det mangeårige ægteskab med hustruen Gitte, hvis invaliderende sygdom han også kommer fintfølende ind på, og som han beskriver i usentimentale, smukke ord.

Til gengæld er han også et menneske, som husker det, hvis hans grænser er blevet overtrådt – men han virker aldrig grov eller unfair. I det hele taget efterlader han læseren med et indtryk af et dybt professionelt menneske med grundværdierne i orden.

Det gælder i forhold til det ægteskab og den familie, som han tidligt – omend en smule modvilligt – måtte erkende, at det var vigtigt at være noget for og hæge om.

Og det gælder i forhold til det arbejde, som han tager alvorligt. »Privatteatrenes Jørgen Reenberg«, som han tilsyneladende er blevet kaldt på grund af sit ry for at være ligefrem i prøvesalen, uddeler stadig på siderne, 40 år efter, røfler til kollegerne Per Pallesen (»Per Prut«) og John Price, der opførte sig udisciplineret under forestillingerne på ABC Teatret.

Ulf Pilgaards centrale placering i dansk showbusiness gør hans historie til en veritabel underholdningens historie i Danmark med anekdoter om og vurderinger af mange af dens koryfæer. Og han er en glimrende, selvbevidst og ligefrem fortæller, hvis erindring holdes frisk af dagbogsnotater og hjælpes på vej af scrapbøger.

Han fortæller om sejrene, men også om sin halsen efter at tjene penge, om et psykisk pres og om helbredet, der ikke altid har kunnet følge med. »Mit liv som Ulf« er båret af den ægte kunstners psykologi – et behov for at blive set, men også af den tvivl, uden hvilken intet kan opstå:

»Det er et enormt vigtigt element for enhver kunstner, at der er nogle med indsigt og viden, der kan give én et klap på skulderen, når man selv er usikker. Jeg er slem til ustandselig at insistere på, at tingene ikke er gode nok, at en sketch eller et stykke ikke holder helt endnu – og det stopper ikke med alderen. Jeg kan stadig blive ramt af en følelse af tvivl og usikkerhed, om jeg har ramt det rigtigt, eller om jeg i det hele taget er rigtig til en given rolle.«

Lad det være på sin plads at tilføje, at rollen som Ulf Pilgaard har ingen kunnet spille bedre end han. Heller ikke i denne bog, der efterlader sin læser med et fint indtryk af både mennesket og kunstneren Ulf Pilgaard. En fremragende revyskuespiller – men andet og mere end det.

Titel: »Mit liv som Ulf«.

Forfatter: Ulf PIlgaard – fortalt til Ole Sønnichsen.

Sider: 295. Pris: 300 kroner.

Forlag: Gyldendal.