To stjerner: Læs den, hvis du ikke har overskud til mere end Eurowoman, men hellere vil ses med en bog

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Plottet i bogen om den 49-årige Agneta, der vil have et andet liv, er ligeså uinspirerende og forudsigelig som statsministerens madpakke.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hvis tanken om et 400-siders dameblad uden billeder lyder tillokkende, er den svenske roman- og kogebogsforfatter Emma Hambergs »Je m’appelle Agneta« måske lige noget for dig.

Fortællingen om den 49-årige Agneta, der drager til Frankrig og bliver genfødt som livsnyder, med alt hvad det indebærer af gluten og one night stands, markedsføres som en feel good-roman af forlaget. Indholdsmæssigt er der også lutter lyse sider. Muntre stunder og minikriser afværget så rapt, at ingen når at bekymre sig for alvor.

Som litteratur betragtet er »Je m’appelle Agneta« dog en temmelig sørgelig affære.

De første ti sider er rigtig sjove. Vor hovedperson, den vittige undertrykte drømmer, Agneta, spiser morgenmad med sin ægtemand, amatørornitologen Magnus, der er en superpragmatisk kontrolfreak af værste velorganiserede skuffe.

Han har indført et nøje gennemtænkt helseregime, så menuen er kold grød, og når den er indtaget, skal parret ud at svømme i kulden iført deres »bedst i test«-våddragter. Børnene er fløjet fra reden, og stilheden er larmende. Men i Agnetas indre ulmer et oprør. Hun vil have toastbrød og frihed.

I sin indre morgenmadsdialog piller hun med kække og desillusionerede analyser sit liv fra hinanden. Da en af familiekattene kommer slæbende med en mus, giver Agneta dødsstødet til sin identitet som familiemenneske: »Ikke engang kattene har brug for mig længere. De sørger selv for mad. Når de ikke hylende og mjavende parrer sig i buskene. Lidt som mine børn. Bortset fra at kattene ikke ringer og beder mig om at overføre penge.«

Så vidt de første ti sider. Her fornemmer man, at Hambergs pen har både humor og varme, og at hun bestemt godt kan skrive. Men herefter går bogen i hak og begynder at køre efter en formel. Agneta spotter en annonce, hvor der averteres efter en svensker til at passe en »ældre dreng« i Frankrig, og på jagt efter nyt livsindhold drager hun til Provence.

Hver gang vi siden hører fra Magnus, handler det om de emner, vi fik præsenteret på de indledende sider: helse og ornitologi. Formlen ruller uden hverken nuancer eller udvikling i karaktererne. Når de pengeplagende børn er på banen, er det kun for netop at plage om penge. Og Agneta indulger i sin glutencraving på snart sagt hver eneste side og så videre.

De første ti sider er rigtig sjove. Vor hovedperson, den vittige undertrykte drømmer, Agneta, spiser morgenmad med sin ægtemand, amatørornitologen Magnus, der er en superpragmatisk kontrolfreak af værste velorganiserede skuffe. Fold sammen
Læs mere

Læg hertil at plottet er ligeså uinspirerende og forudsigeligt som statsministerens madpakke. Læseren gætter ret hurtigt, at den »ældre dreng«, som Agneta skal passe, nok er en gammel forvirret mand, men det går først op for hovedpersonen, da hun 50 sider senere møder den demente livsnyder Einar i den maleriske flække, hvor resten af bogen foregår.

Han er ikke vild med fugle, men med dyreprint, og forfatteren, eller den automatiske formel, sørger følgelig for at indsætte en tigermorgenkåbe/løveunderbuks/zebrasofa, hver gang han er på banen.

Herefter går det, som det måtte gå. Einar giver Agneta modet til at springe ud som livsnyder og »quinde« med frækt lingeri i lavendellilla, der vist skal virke som et radikalt farvevalg, men samtidig er damebladenes yndlingsfarve numero uno nu på tredjeåret. Hun går selvfølgelig i seng med den lokale vildmandsbehårede bartender. Einars glemte søn dukker selvfølgelig op. Han er naturligvis en træls type. Men på bunden er han jo god nok. Og Agneta ender selvfølgelig med at blive i La France, selvom hun har lovet at flytte hjem til jul. Og jeg har ikke engang dårlig samvittighed over at spoile handlingen for jer, for enhver vil selv kunne gætte alt det ovenstående meget hurtigt.

Godt nok handler bogen om at være carpe diem to the max, spise baguettes og danse til Buena Vista Social Club (!) midt om natten, fordi why not, men i sin forudsigelighed og skemalagte fremgang kunne den være skabt af en Magnus.

Man skal være mindst ligeså glemsom som den demente Einar for at behøve alle de gentagelser. Måske er det meningen med en bog som »Je m’appelle Agneta«, at det skal være sådan? Trygt og minimalt belastende for koncentrationsevnen – vive la forudsigelighed!

Men jeg vil gerne stå på mål for den antagelse, at man kunne få læseren til at »feel« endnu mere »good« ved at hæve barren lidt. For mig blev Agnetas historie i hvert fald en feel annoyed-roman. Abba-teksterne ophævet til inspirational quotes hjalp i øvrigt ikke på sagen. Læs den, hvis du ikke har overskud til mere end Eurowoman, men hellere vil ses med en bog.

Je m’appelle Agneta

Forfatter: Emma Hamberg. Sider: 399. Pris: 269,95. Forlag: Aronsen.