Denne bog vil forfatteren tage med ud på en øde ø: »Hvis du fortalte den til et middagsselskab, ville alle holde deres kæft og gispe og udbryde: 'Det er løgn!'«

Vi har spurgt nogle af landets mest interessante litteraturmennesker, hvilke bøger der repræsenterer noget helt særligt for dem. Denne gang forfatteren Villads Andersen, der også er radiovært og tidligere taleskriver for Mette Frederiksen.

Hvis jeg er fanget på en øde ø, skal jeg læse noget, jeg ikke har læst før. Søren Bidstrup (arkiv)

»Kærlighedens historie« af Nicole Krauss

Alene titlen. Jeg faldt over bogen i antikvariatet Boghus 44 på Rantzausgade og tog den ud af reolen fem-seks gange, før jeg købte den. Forsiden på den danske udgave er dræbende kedelig, men titlen ... Jeg tvangskøber bøger med udsøgte titler. »Book of Numbers«. »Følelsernes opdragelse«. »At tage tingenes parti«. »The Duck Variations«. »Kærlighedens historie«. Det er en sjov og sørgelig historie og en af de bedste bøger, jeg har læst i lang tid.

»Kærlighedens historie« af Nicole Krauss udkom på dansk i 2012.

Leo er en bitter, gammel mand, der prutter i kiosken for at få opmærksomhed. Han banker på radiatorrørene for at hidkalde sin overbo, der er hans eneste ven, og savner sin søn, som ikke ved, at han er hans søn. Alma er teenager og forelsket og har mistet sin far og prøver at få sin mor til at finde en ny mand, så hun ikke skal være ensom resten af livet. Moren får til at opgave at oversætte en glemt og genial lille roman, »Kærlighedens historie«, som langsomt og raffineret binder Leo og Alma og bogen sammen.