Til sidst spiste han kun udskårne vingummibamser: Tragedien om Peter Sommers geniale forbillede

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Marianne Verge leverer et begavet og småfilosoferende indblik i en digter og en sangskrivers maskinrum med bogen »Bo Ark, Peter Sommer og jeg«. Et smalt værk, men et guldæg for den rigtige læser.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Som titlen »Bo Ark, Peter Sommer og jeg« antyder, sætter Marianne Verges nye bog tre forskellige stemmer i spil. Den ene stemme tilhører digteren og musikeren Bo Ark (1963-2002).

Den anden er den eksistentielle popsnedker Peter Sommer, og slutteligt er der forfatteren selv, som i dag er gift med Peter Sommer. Tre eksistenser, der på godt og ondt lever og ånder (eller levede og åndede) i den kreative verden.

Bogen er bygget op som en slags collage af småtekster. Marianne Verge har tilegnet sig Bo Arks dagbøger fra slutningen af 1970erne og frem til begyndelsen af 2000. De udgør i redigeret form en stor del af værket.

Peter Sommer træder frem på scenen i form af båndede dialoger med sin hustru. Marianne Verge er til stede med jævne mellemrum som den overordnede fortæller, der binder de to spor sammen.

Drikfældigt koryfæ

Inden læsningen var Bo Ark for mig et helt ubeskrevet blad. Han udgav en enkelt digtsamling – »Ordsovs« – i 1985, og når jeg gennemlæser dagbøgerne, står det klart, at meget af hans liv og mange af hans tanker gik på at formgive og arbejde sig frem til næste udgivelse. På overfladen fremstår han som en halvskør kugle og et drikfældigt koryfæ fra Skanderborg.

Den røde tråd i Marianne Verges nye bog er overordnet 'kreative processer' i den daglige trummerum, hvad enten det gælder Bo Arks dagbøger, Peter Sommers sangskrivning eller forfatterindens erfaringer med at finde sin egen muse frem for at skrive en bog. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alastair Philip Wiper.

Ærligheden og selvindsigten i dagbøgerne afslører dog et ganske sensibelt og skrøbeligt væsen, der higer efter kærlighed og anerkendelse. Han udlever sin ungdom i overhalingsbanen. Der er hamrende fuld fart på.

Hverdagen er en farverig fest med damer, digte, dekadence, svampe og øl. Farverne falmer i takt med, at han bliver ældre, og en anden ro sænker sig over hans reflekterende væsen.

Bo Ark var og er et forbillede for Peter Sommer. Det er her, sidstnævnte kommer ind i billedet. Som ung knægt oplever Peter Sommer Bo Ark på scenen i Skanderborg og drages af den kunstneriske og musikalske energi.

Det formuleres et sted direkte: »(…) Min måde at skrive sange på ligger i sproget, og Bo er den allermest direkte årsag til, at det er blevet sådan.« Skønt vi forstår, at Bo Ark ikke havde meget til overs for den unge musiker og blot gav ham øgenavne som eksempelvis »Peter Pophår«.

Forbindelsen mellem Ark og Sommer er ikke det dybe venskab, men for Peter Sommers vedkommende bliver det en evig kilde til inspiration. En måde at være kunstner på.

Låner fra »Ordsovs«

Flere af Peter Sommers sangtekster låner eksempelvis let omskrevne bidder fra ovennævnte debut, »Ordsovs«. Men der er mere end det i den nulevende musikers kapitler. Jeg skal ikke her bruge plads på at opremse alle de småfilosoferende emner, bogen gør plads til, når Peter Sommer ruller sig ud, men blot nævne, at her kom jeg som læser virkelig tæt på arbejdet i en sangskrivers maskinrum. Der er blandt andet nogle begavede tanker om, hvordan man som komponist og tekstforfatter skal forsøge at omgøre sit private mørke til en meningsfuld oplevelse for et offentligt publikum.

Denne tematik er overordnet også selve bogens kerne: Sondringen mellem det private og det offentlige. Nogle overvejelser, Marianne Verge må have haft ved udgivelsen af Bo Arks dybt personlige dagbøger og i samtalerne med sin mand.

Foto: Gyldendal.

Som tidligere nævnt fungerer forfatterindens egne kapitler som bindeleddet mellem Bo Arks og Peter Sommers tekster. Heri udfoldes også kærlighedshistorien mellem Peter Sommer og Marianne Verge.

Det er en historie, der bølger frem og tilbage, med brud og knuste hjerter samt en historie om tilfældets magt, som fører dem sammen igen. I dette lys bliver »Bo Ark, Peter Sommer og jeg« også en fortælling om skæbner og om, hvordan tilfældige begivenheder kan skubbe mennesker ud i forskellige livsbaner.

Den stærke røde tråd, der løber gennem de næsten 300 sider, er dog uden tvivl emnet »kreative processer«. Et emne, som dukker op i diverse sammenhænge, hvad enten det er Bo Ark, Peter Sommer eller Marianne Verge, der skriver eller – om man vil – »taler«.

Jeg vil afslutningsvist påpege, at det et afgørende must at have en glødende interesse for netop dette specifikke emne. Har du det, gemmer der sig her et lille guldæg, som det er værd at synke ned i.

Bo Ark, Peter Sommer og jeg
Forfatter: Marianne Verge. Sider: 286. Pris: 275 kroner. Forlag: Gyldendal