
Sydafrikansk-britisk stjerneforfatter vil sable Europa ned. Men det kommer nærmest til at virke som en reklame
Deborah Levys hovedperson i »Augustblå« har fået nok af den gamle patriarkalske, racistiske verden. Og derfor siger hun fra over for forskellige inkarnationer af Den Nederen Europæer. Alligevel er bogen fyldt med europæisk lækkerhed.
I dag, hvor main character-syndrom er en folkesygdom, må bøgernes protagonister godt have lidt ekstra smæk på, og i »Augustblå« leverer Levy: Elsa M. Anderson er en verdensberømt klavervirtuos på 180 centimeter med taljelangt blåt hår og en gådefuld fortid. Vi træffer hende på et athensk marked, i netop det moment hun får øje på en kvinde, der ligner hende til forveksling, i færd med at købe to mekaniske heste.
Inden vi går videre skal det måske lige forklares, at folk med main character-syndrom opfører sig, som om deres liv er en film, hvor de selv har hovedrollen.


