Svampespøgelser og Chopin: Imponerende og surrealistisk roman om japansk pianist

Boganmeldelse: Den kinesiske forfatterinde An Yu er med »Efterklang« udkommet på dansk for første gang med sin blot anden roman i bagagen. En gådefuld bog, der først og fremmest helt ubesværet blander realistiske elementer med surrealistiske og overnaturlige begivenheder.

An Yu (f. 1996) har med »Efterklang« skrevet en spøjs og gådefuld fortælling om pianisten Song Yan. En kvinde, der undervejs udsættes for en række mærkværdige, surrealistiske situationer i en ellers noget ordinær hverdag i Beijing. Det er en original og meget anderledes roman, der dog hele vejen forbliver en fængende læseoplevelse. Tara Lengyel

Hovedpersonen i »Efterklang« er den unge kvinde Song Yan, der snart nærmer sig de 30 år. Hun er bosat i Beijing og gift med den lidt ældre autoforhandler Bowen, og hun har yderligere fornøjelse af en surmulende, asocial svigermor, som for nylig er flyttet ind i deres store lejlighed. Et trekløver, som allerede indledningsvis tikker som en bombe under Song Yans drøm om lykke og mental stabilitet.

Hun har opgivet en lovende karriere som pianist til fordel for familielivet. Nu underviser hun i stedet børn i klassisk musik. Song Yan er skruk, men den fåmælte knudemand Bowen er tilsyneladende ikke klar til et livsomvæltende babyprojekt.