Gerhard von Kamptz var Bornholms sidste tyske kommandant, før russerne erobrede øen. Han fremtræder i danske historiebøger som en noget stivnakket type, der dog var til at snakke med. Hans brøde bestod i, at han måske kunne have forhindret de russiske bombardementer, der dræbte adskillige på øen.
I amtmand Poul Chr. von Stemanns erindringer fremstår han som en stupid og vanvittig kommandant, der nægtede at kapitulere, mens han i professor Bent Jensens værk om Bornholm under krigen, »Den lange befrielse«, er fornuftig og uangribelig.
Men hvem var denne tyske søofficer egentlig? Historikeren Jens Andersen har i bogen »Gerhard von Kamptz« støvsuget arkiverne, både danske og tyske, for enhver ledetråd, der kan få os nærmere på Gerhard von Kamptz.
Han var født ind i en preussisk militærfamilie med et mindre gods. Tidligt valgte han militærvejen og blev uddannet søofficer. Da nazisterne i 1933 kom til magten i Tyskland, blev han hurtigt en begejstret tilhænger af regimet. Han steg i graderne, og da krigen brød ud i 1939, var han kaptajn. Han blev udsendt til mange forskellige kampopgaver og steg i graderne. I slutningen af 1943 blev han udnævnt til kommandant i Sønderborg og fik et godt samarbejde med danske myndigheder. I februar 1945 blev han udnævnt til kommandant over Bornholm.
Det er Jens Andersens vurdering, at Gerhard von Kamptz fulgte ordrer og ikke kunne kapitulere tidligere, end han gjorde. Dermed frikendes Kamptz altså for ansvaret for russernes bombardement. Men Jens Andersens undersøgelse viser også et andet aspekt af de sidste dage af den tyske besættelse af Bornholm: Kamptz benyttede sig af sin magtposition til at få en oberstløjtnant, Georg Henschel, skudt, fordi han havde sagt, at krigen var tabt, og kommunisterne havde vundet. Foruden Henschel blev også 11 tyske marinesoldater kort før tyskernes kapitulation skudt for mytteri.
Jens Andersen skildrer Gerhard von Kamptz som en troende nazist, der aldrig fortrød sin nazisme. Han sad efter kapitulationen otte og et halvt år i russisk fangenskab, og da han igen dukkede op i Vesttyskland, tillagde han sig et Hitler-overskæg, selvom den mode var passé. Desuden meldte han sig ind i en pronazistisk gruppering.
Jens Andersens bog er væsentlig, fordi den afklarer kommandantens ansvar op til kapitulationen, og fordi han viser en type nazist, der ikke var involveret i massakrer og mord, men som var brændende tilhænger af nazismen. Kamptz var ikke alene i marinen om denne stærke tro på nazismen, og naziregimet havde næppe klaret sig i så mange år uden denne type dygtige og loyale officerer. Kamptz blev aldrig dømt for henrettelsen af Henschel eller andre gerninger.
En helt anden type nazist finder man i Anders Otte Stensagers bog »Christian den Grusomme. En biografi om Christian Wirth«. Bogen er en fortsættelse af forfatterens sidste bog om naziuhyret Franz Stangl, der havde ansvaret for massemord på jøder i flere kz-lejre. (Jeg gav bogen om Franz Stangl seks stjerner her i Berlingske.)
Christian Wirth optrådte også i den forrige bog, men her har han hovedrollen. Han startede som en brutal politimand og blev aktiv i den nazistiske mordkampagne mod sindslidende og handicappede. Senere blev han en brutal morder i en række tyske kz-lejre, hvor hovedsagelig jøder blev myrdet. Hans nazistiske kollegaer kaldte ham Christian den Grusomme. Christian Wirth optræder i vidneudsagn af Adolf Eichmann, en af lederne af folkemordet på jøderne, idet det var Wirth, der i efteråret 1941 i Lublin foreviste Eichmann gaskamrene og forklarede, hvordan jøderne blev myrdet der.
Bogen gengiver med uhyggelige detaljer, hvordan mordene foregik. Gennem retsarkivalier viser Stensager uhyrlige momenter fra den energiske Wirth. En nazistisk medarbejder vidnede således om, at Wirth personligt viste sine undergivne, hvordan de døde jøders lig skulle stables korrekt.
Mange af disse uhyrligheder berettede Stensager om i sin forrige bog, men der er væsentligt nyt i den nye. Det såkaldte eutanasiprogram, hvor man dræbte sindslidende og handicappede, havde for eksempel også danske ofre. Stensager dokumenterer, at mindst fire danskere blev myrdet i forbindelse med disse aktioner. Med detektivisk snilde er det lykkedes Stensager at følge disse danskeres veje til de anstalter i Tyskland, hvor de blev myrdet.
En af dem, Petrine P., blev født på Mols i 1866. Hun blev medlem af et omrejsende cirkus, hvor hun blev dyretæmmerske og optrådte med løver og bjørne. Hun giftede sig i 1916 med en forretningsmand og slog sig ned i Tyskland. Manden døde i 1930, og Petrine stod tilbage uden penge. Hun blev indlagt samme år på en sindssygeanstalt og vurderingen var, at hun led af skizofreni. Hun blev myrdet i et gaskammer i slottet Grafenneck i sommeren 1940, hvor blandt andet Chistian Wirth stod for aflivningen af patienter.
Med denne imponerende forskningsindsats bringes Danmark et skridt nærmere nazismen uhyrligheder, som vi ellers stort set var forskånet for. Min eneste kritik er, at disse ofre for nazismen er anonymiserede. Danmark er det eneste land i verden, hvor rigide arkivregler og andre hensyn gør, at man anonymiserer nazismens ofre. I alle andre lande er det et formål i sig selv at sætte ansigt og identitet på nazismens ofre, så de ikke glemmes. Denne praksis viser vel, at Danmark har været og stadig er på for stor afstand af den egentlige tragedie.
Christian Wirth og hans mordere blev sendt til Trieste, hvor de opsøgte og myrdede områdets jøder. I maj 1944 blev han skudt af partisaner, og mordet på ham udløste en stime af gengældelsesaktioner, hvor hele landsbyer blev lagt øde.
De to bøger supplerer på glimrende vis vores viden om det nazistiske regime. I bogen om Gerhard von Kamptz har vi den pligtopfyldende søofficer, der var nazist med hud, hår og skæg. I bogen om Christian Wirth har vi den uhyggelige morder, der dræbte mænd, kvinder og børn.
5 stjerner
Forfatter: Jens Andersen Titel: »Gerhard von Kamptz« Sider: 238 Pris: 250 kroner Forlag: Turbine
6 stjerner
Forfatter: Anders Otte Stensager Titel: »Christian den Grusomme. En biografi om Christian Wirth« Sider: 208 Pris: 300 kroner Forlag: Gads Forlag
