Det er ikke med nogen stor lyst, man går til den nye bog »Lov mig, at du skyder dig selv«. Bogen er skrevet af den tyske historiker og filmmager Florian Huber og fortæller om de mange almindelige tyskeres selvmord før og efter nederlaget i 1945. Ulysten skyldes dels selve emnet selvmord, men også mistanken om, at nu skal også tyskerne gøres til ofre. Bogen er blevet en bestseller i Tyskland.
Når man læser bogen, så er det dog ikke offerrollen, der er dominerende. Florian Huber har anvendt erindringer fra tiden omkring 1945, som fortæller om den bølge af selvmord, der rullede hen over landet. Der var tale om talrige selvmord, fordi mange havde mistet troen på fremtiden efter nazismens nederlag, og man frygtede, hvad der ville ske, når sovjetiske tropper kom. Det viste sig også, at sovjetiske soldater fór hårdt frem, og antallet af voldtægter mod tyske kvinder og piger var omfattende.
... ved sin afsked med familien vendte han sig om mod sin 21-årige datter, gav hende en pistol og sagde: 'Det er forbi, mit barn. Lov mig, at du skyder dig selv.'
Titlen, »Lov mig, at du skyder dig selv«, har Florian Huber taget fra en konkret sag, hvor en tysk familiefar var indkaldt til den sidste tyske storm mod De Allieredes tropper, og ved sin afsked med familien vendte han sig om mod sin 21-årige datter, gav hende en pistol og sagde: »Det er forbi, mit barn. Lov mig, at du skyder dig selv, når russerne kommer, ellers har jeg ikke et roligt øjeblik mere.« Datteren undlod at begå selvmord, så aldrig sin far mere og beskrev senere begivenheden.
Florian Huber starter fortællingen med en beretning fra den lille by Demmin, hvor 1.000 borgere ud af 15.000 begik selvmord. Mange gik ned til floden og druknede sig, fordi de frygtede for Den Røde Hær. Og sandt nok, for da de sovjetiske tropper nåede landsbyen, startede soldaterne et hævntogt, brændte byen delvist ned og voldtog kvinder. Det udløste endnu en bølge af selvmord. Demmin var nok noget af det værste, der skete, men historikere har vurderet, at alene i Berlin begik 10.000 kvinder selvmord efter at være blevet voldtaget.
Selvmord var hyppige ikke blot blandt almindelige tyskere, men også blandt den nazistiske elite, og man kan blot tænke på Adolf Hitler og propagandaminister Joseph Goebbels, hvis hustru og seks børn også gik i døden.
Florian Huber fortæller godt med brug af det tyske arkiv for dagbøger og erindringer, som ligger i Emmendingen i Sydtyskland. Vi får mange tragiske fortællinger om ganske uskyldige unge tyskere, der begik selvmord, men også om modne folk, der havde været en del af nazisternes rædselsregime.
Konklusionen for Florian Huber er, at tyskernes grænseløse beundring for Hitler og nazismen var så psykologisk afgørende, at det var hovedmotivet blandt de fleste selvmord. Florian Huber citerer en række erindringer om denne totale trofasthed over for nazismen og Hitler – som den unge Melita Maschmann, der skrev: »Det stod klart for mig, at jeg ikke ville overleve »Det Tredje Rige«. Hvis det var dømt til undergang, ville jeg gå under sammen med det.« Da hun ikke begik selvmord, fyldtes hun af en uforklarlig uklarhed: »Jeg blev grebet af en uklar forestilling om, at »min verden« ville blive slynget ud af sin bane som et himmellegeme i en kosmisk katastrofe.«
Bogen er hovedsagelig beretninger fra de ovennævnte erindringer, og der mangler et mere systematisk forsøg på analyse. Var der forskel på områder i Tyskland? Er det virkelig rigtigt, at selvmordene skyldtes denne Hitler-dyrkelse, for i krigens senere fase ved vi, at mange tyskere ønskede at komme af med Hitler og afslutte krigen. Bogen påstår, at den almindelige tysker ikke troede på et liv efter Hitler, men er det sandt?
På den måde gør forfatteren tyskerne til viljeløse ofre for en gennemtrængende nazistisk propaganda og ikke til selvtænkende væsener. Vi er dermed tilbage til en tidligere tids nazismeforskning, der beskrev nazismen som en moderne totalitær stats altomfattende magt, der gjorde borgerne til viljeløse væsener uden moralsk ansvar. Adolf Eichmann var blot en lille viljeløs brik i et stort totalitaristisk maskineri, som mange historikere mente, og som en senere generation af historikere har gjort op med.
Bogen er interessant, men efterlader én med flere spørgsmål, end godt er. Forfatteren lader erindringerne bære fortællingen, og vi får ikke en dybere analyse af årsager. Skal man tro forfatteren og forlaget, så er beretningen om disse selvmord en skjult hemmelighed, som først nu fortælles. Forlaget skriver i sin pressemeddelelse, at selvmordene blev glemt, og at det indtil nu er et »ikke anerkendt kapitel af tysk historie«. Det er direkte forkert. Den tyske historiker Christian Goeschel, som nævnes i litteraturlisten, udgav i 2009 en grundig bog om de tyske selvmord, hvor han desuden medtager de jødiske selvmord, som der var mange af både i Tyskland og i blandt andet Danmark.
Lov mig, at du skyder dig selv. Masseselvmord blandt almindelige tyskere i 1945
Forfatter: Florian Huber Sider: 340 Pris: 300 kr. Forlag: Turbine
