Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Henrik Bach Mortensen har samlet en række bidragydere til en bog om forskellige aspekter af liberalismen i nutiden. Han er tidligere chef for Dansk Arbejdsgiverforening og er nu vicepræsident i ALDE, som er de europæiske liberale partiers organisation i Europa.
For alle forfatterne, undtagen én, er angivet, at de er medlemmer af og ofte agerer politikere for Venstre. Ofte tager indlæggene udgangspunkt i, hvad den enkelte beskæftiger sig med politisk.
Ikke-egeninteresse
Bogen sætter en lang række spændende emner under det liberale spotlys. De strækker sig fra de overordnede og principielle a la det liberale frihedsbegreb og den liberale samfundsorden til det konkrete som kulturpolitik, retspolitik, klimapolitik, skolepolitik og udviklingspolitik.
Det er bestemt meget interessante indlæg i bogen. Det bedste har vicedirektør i SMVdanmark Mia Amalie Holstein begået (eneste bidragyder, hvor en tilknytning til Venstre ikke er angivet i præsentationen). Hun dykker ned i den skotske økonom og filosof Adam Smiths klassisk-liberale forfatterskab fra det 18. århundrede og dokumenterer, hvorfor han IKKE mente, at mennesker først og fremmest er motiveret af egeninteressen.
Mennesker er ifølge Adam Smith rigtig nok egoistiske væsener og economic men i forbindelse med transaktioner på markedet. Et andet og lige så vigtigt aspekt ved det liberale menneske er imidlertid, at det grundlæggende drives af sympati med andre mennesker i nære og halvnære relationer. Det sidste var hovedpointen i Adam Smiths moralfilosofiske hovedværk, »The Theory of Moral Sensements« (1759), som Holstein viser skal betragtes på lige fod med »The Wealth of Nations« (1776).
Mia Amalie Holsteins artikel er øjenåbnende, overbevisende og hele bogen værd, når hun knytter Adam Smith til den moderne liberale debat, der ofte foregår ensidigt med udgangspunkt i »The Wealth of Nations«.
Fluernes herre
Bogen indeholder andre bidrag, som er interessant læsning. Mads Fugledes (MF) essay med udgangspunkt i William Goldings roman om »Fluernes herre« (1954) er velskrevet og klartseende. Det gælder især, når den anvendes som illustration af de forskellige holdninger til statsmagtens rolle, der genfindes i de forskellige strømninger blandt nutidens liberale.
Preben Bang Henriksen (MF) skriver instruktivt og kritisk om statens advokat, Kammeradvokaten. Hans råd er klart. Trues borgere af en retssag herfra, skal de med det samme give staten ret. Borgerne vil aldrig kunne hamle op med Kammeradvokatens ressourcer, selvom de har ret.
I sin artikel redegør Morten Dahlin (MF) præcist for, hvorfor Venstres udlændingepolitik med rødder hos N.F.S. Grundtvig må være stram. Hans indlæg er yderst velskrevet, gennemtænkt og analytisk.
Det samme gælder Christoffer Aagaard Melsons (MF) bidrag, som indeholder en kritisk og liberalt funderet analyse af, hvorfor kommunerne ikke i højere grad anvender undersøgelser af borgernes tilfredshed eller ej med de kommunale ydelser.
Tynd Piketty-kritik
Denne bog med indlæg, der skal afpudse den liberale ideologi, er imidlertid også noget uegal. Ved siden af indlæg præget af dybde, analyse og belæsthed inden for feltet, er der også en del, der mere er liberale holdningstilkendegivelser i skriftlig form.
Det er ærgerligt, at standarden fra de gode bidrag ikke holdes hele vejen igennem. Det gør læsningen mindre udbytterig, og det underminerer det ønske, Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen ridser op i forordet, nemlig at få revitaliseret den grundlæggende debat om, hvad det liberale projekt og liberalismen i dag består i.
Det kan i den forbindelse undre, at forfatterne ikke meget grundigere tager livtag med de kritikere af liberalismen, som er kommet til i de senere år. Historikeren og samfundsforskeren Michael Böss’ bog om »Liberalismens vildfarelser« blev meget omtalt og diskuteret, da den udkom for cirka et år siden, men den nævnes ikke i bogen med ét eneste ord, selv om hans analyse burde lægge op til et modsvar.
Den franske økonom Thomas Piketty har også, blandt andet med bogen »Kapitalen i det 21. århundrede« (2013), leveret verdensberømte frontalangreb på økonomisk liberalisme. Han nævnes, men hans analyse behandles eller diskuteres ikke på en måde, som kan kaldes dybdegående.
I det hele taget savner man som læser en mere fundamental analyse af, hvad der ligger i begreberne »liberal« og »liberalisme«.
En sådan analyse indebærer samtidig en villighed til at bidrage med en grundig teoretisk, empirisk og historisk analyse af liberalismen og eventuelt også en diskussion med dem, der er dens kritikere. I den foreliggende bog er det alene Mia Amalie Holstein, der for alvor foretager dette dybere spadestik.
Liberale drømme og drøftelser – 24 bud på liberalisme i det 21. århundrede
Redaktør: Henrik Bach Mortensen. Sider: 246. Udgivet af: Venstres Landsorganisation