Ny bog: Drengene fra Churchill-Klubben var Danmarks første sabotagegruppe

Drengene i Churchill-klubben skildres i ny bog: »‘De voksne gjorde jo ikke noget’ – Bag om Churchill-klubben«. Der er skrevet meget om disse Danmarks første frihedskæmpere, men bogen tilføjer nye facetter til drengenes skæbner.

Drengene fra Churchill-klubben fotograferet efter anholdelsen. Det skræmte dog ikke drengene, der savede tremmerne over og lavede sabotage mod nazisterne. Anholdelsen og straffene sled dog psykisk på drengene. Fra venstre ses Knud Pedersen, Jens Bue Pedersen, Mogens Fjellerup, Eigil Astrup Frederiksen, Helge Milo, Uffe Darket, Mogens Thomsen og Børge Ollendorf. Til højre arrestforvareren. Foto: Frihedsmuseet. Illustration fra bogen.

Det slog allerede under besættelsen folk med forbavselse, at otte store skoledrenge og tre unge mænd gjorde modstand mod besættelsesmagten. De kaldte sig Churchill-klubben, og selvom det ikke var store sager, de udrettede, var deres indsats ikke uden betydning. Og de nåede endda den amerikanske offentlighed, hvor de blev fremstillet i et tegneserieblad som unge helte og blandt andet omtalt i en artikel i The New York Times i 1943.

Heldet var med drengene og de unge mænd, for de overlevede og kunne fortælle deres historie efter krigen. Derfor er der skrevet meget om Churchill-klubben. Både Knud Pedersen, Helge Milo og Eigil Foxberg skrev erindringsbøger, og medlemmerne fortalte om deres indsats til medierne, i modsætning til mange andre modstandsfolk, der ofte valgte tavsheden, så man kan spørge, om der er mere at fortælle.