Ledelserne »har deponeret deres videnskabelige integritet til fordel for politisk korrekthed«: Ny bog gør op med den tiltagende pseudoforskning

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Læge og epidemiolog Torsten Skov undersøger i sin bog »Pseudoforskning«, hvordan netop pseudoforskning og manglende saglig videnskabskritik har sneget sig ind i blandt andet den danske universitetsverden. Og sågar på selveste Niels Bohr Institutet.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2012 udgav Rune Lykkeberg en bog om demokratiet som princip og problem, hvori han analyserede og nuancerede brugen af demokratibegrebet.

Dette var tiltrængt, da det at erklære sig som demokrat i 2012 automatisk gav adgang til debatten, hvorimod det at erklære sig antidemokratisk medførte øjeblikkelig eksklusion. Vel at mærke uden egentlig stillingtagen til, hvad der blev ment med demokrati, og uden at tage stilling til, at demokrati i alle situationer langt fra er at ønske.

På lignende vis har videnskab de sidste mange år indtaget en mere og mere central rolle i den offentlige debat (yderligere intensiveret af coronaepidemien), hvor der flittigt stilles kontraspørgsmål som: Er der evidens for dette? Hvad siger data? Er det videnskabeligt bevist?

Både selverklærede såvel som offentlige anerkendte forskere har fremvist »data«, »videnskabelige argumenter« og »fakta« i et væk i forsøget på at legitimere deres mere eller mindre velbegrundede holdninger, da det efterhånden kun er påstande som er »videnskabeligt dokumenterede«, der accepteres. Men hvad vil det egentlig sige, at der findes evidens?

Hvad vil det egentlig sige, at noget er videnskabeligt, og hvad er data egentlig? Og ligesom demokratiet har sine egne indbyggede problemer og begrænsninger, har videnskaben det så ikke også?

Lægen, epidemiologen og debattøren Torsten Skov angriber i sine 20 essays en del af denne problemstilling indirekte, da det, i al fald siden Sokrates huserede på agoraen, har været nemmere at sige, hvad noget ikke er, frem for hvad det er.

Rod i virkeligheden

Torsten Skov kommer dog med en blød definition på videnskab, en definition, hvis vaghed skyldes, »at der ikke findes nogen formelle kriterier for Videnskab«. Han definerer videnskab som »en proces« der har som »princip, at en teori kan skal og bør udfordres og diskuteres og at der er en eller anden korrespondens mellem teorien og virkeligheden«.

Fra dette udgangspunkt giver Skov eksempler på det han betegner som pseudoforskning, altså forskning der ikke lever op til denne definition. Den (pseudo)forskning, der gennemgås, ligger inden for yderst aktuelle og gennemdebatterede områder som feminisme og kønsforskning, antiracisme og queer teori.

»Kort sagt kan bogen anbefales til alle, som på den ene eller anden måde interesserer sig for videnskabens aktuelle tilstand eller ligestilling og feminisme.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Multivers.

Det er grove løjer, man som læser lægger øjne til, og for langt størstedelen af eksemplerne der gives på underlødig forskning står man undrende tilbage med spørgsmålet: Hvordan har dette kunnet passere ikke kun fagfællebedømmelsen, men ligeledes adskillige journalister, populærvidenskabelig formidling og forskere inden for andre områder?

Det korte svar lyder som følgende: Når det først har fået det videnskabelige stempel, er yderligere kritisk stillingtagen herefter pr. automatik dømt overflødig.

Pseudoargumenter på Niels Bohr Institutet

Eksempelvis videreformidler en ellers anerkendt professor og astrofysiker ved Niels Bohr Institutet ukritisk »Orkesterundersøgelsen«, som gennemgås udførligt i et af Skovs essays, som det primære argument for at ansætte en »mangfoldigheds og ligebehandlings-konsulent« der skal fremme ligestillingen i akademia. Orkesterundersøgelsen skulle ifølge professoren vise, at kvinder (ubevidst) diskrimineres, men ifølge Skovs gennemgang viser den i bedste fald intet, i værste fald det omvendte.

Om end ansvaret for anerkendelsen af pseudoforskning som videnskab hviler på mange hænder, ses universiteternes ledelser som bærende et hovedansvar, ifølge Skov. Ledelserne har »deponeret deres videnskabelige integritet til fordel for politisk korrekthed«, hvilket man efter endt læsning er tilbøjelig til at give Skov ret i.

Løsningen er næppe mere politisk indblanding, da det, som eksemplet ovenfor viser, netop er politiseringen af videnskaben der undergraver den.

Hvad løsningen så skal være, er ikke så let at gennemskue, og Skov kommer da heller ikke med nogen direkte anvisninger. Man kan dog trøste sig ved, at ideer forgår, mens sandhed består, og at der gennem tiden har været endeløse »videnskabelige« positioner og retninger, som ikke har kunnet modstå tidens tand. Dog bør universiteterne være særdeles opmærksom på den problematik, Skov fremviser, da der ikke er nogen nødvendighed i, at videnskaben kun kan bedrives inden for universitetet.

Kort sagt kan bogen anbefales til alle, som på den ene eller anden måde interesserer sig for videnskabens aktuelle tilstand eller ligestilling og feminisme. Derudover bør man huske, at der som med alt andet findes god og dårlig videnskab, samt at ingen videnskab i mangt og meget er bedre end dårlig videnskab. Sidstnævnte leder nemlig, som dårlig mad, til fordærvelse.

Pseudoforskning
Forfatter: Torsten Skov. Sider: 248 Pris: 240 Forlag: Multivers