
Krimikongen Jo Nesbøs charmerende og selvdestruktive machomand er tilbage
Jo Nesbø tager altid det rette tilløb, springer højt og elegant med fuld skrue og spændstig komposition, og så lander han hver gang med begge ben i stabil parallel position. Sådan er det også med hans 13. Harry Hole-roman, »Blodmånen«, hvor den selvdestruktive, charmerende machomand af en mordefterforsker endnu engang viser sit værd som potent hovedfigur. Foto af »blodmåne« og måneformørkelse set ved Herslev vest for Roskilde, fredag den 27. juli 2018. (Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix) Mads Claus Rasmussen
Jo Nesbøs 13. Harry Hole roman, »Blodmånen«, leverer endnu et formfuldendt krimikraftspring, der trods en anelse rutinepræg stadig ligger klasser over det meste andet inden for genren.
Barren ligger højt i enhver Jo Nesbø-krimi, og som læser af hans bøger ved man, at der er kælet for både den tekniske og den kunstneriske udførsel.
Jo Nesbø tager altid det rette tilløb, springer højt og elegant med fuld skrue og spændstig komposition, og så lander han hver gang med begge ben i stabil parallel position. Sådan er det også med hans 13. Harry Hole-roman, »Blodmånen«, hvor den selvdestruktive, charmerende machomand af en mordefterforsker endnu engang viser sit værd som potent hovedfigur.
Flade nakkehår
Men når niveauet gennem et langt forfatterskab er sat højt, er forventningerne det også. Og desværre er det sådan, at læserens tilbageholdte åndedræt risikerer at falde en smule til ro og nakkehårene lægge sig fladt ned under læsningen af sidste del af denne ellers formfuldendte udførelse af et krimilitterært kraftspring. Jo Nesbø går nemlig i spændingslabyrintisk selvsving med et klimaks, der nærmest celledeler sig selv.
Derudover har den sidste saltomortale et lidt rutinepræget, ufokuseret tilsnit over sig – det er stadig klasser over det meste andet inden for genren, men det er gjort bedre af forfatteren selv.
Druk-døden
Harry Hole er rejst til Los Angeles for at drikke sig ihjel efter mordet på hans højtelskede hustru, Rakel, og her møder han den 20 år ældre skuespiller Lucille, som han lover at redde fra en millionstor gæld til et mexicansk narkokartel. For at kunne indfri sit løfte, accepterer han et generøst tilbud fra en norsk rigmand, der ønsker at blive renset for mistanke om indblanding i en aktuel sag om to forsvundne kvinder, et bestialsk mord, og hvad deraf følger.
Hole hyres som privatdetektiv og samler en umage efterforskningsgruppe, der består af en kokainsælgende barndomsven, en korruptionsanklaget tidligere kollega og en terminalt kræftsyg psykolog, hvorfor samtlige møder og briefinger foregår på sidstnævntes hospitalsstue. Den anden patient på stuen er i øvrigt en lidet snakkesalig dyrlæge, der dog indimellem letter på høretelefonerne og leverer afgørende fakta og kloge kommentarer i forhold til efterforskningen.

Overlegenhed
Sagen viser sig at være mere omfattende end som så. Selvfølgelig, fristes man til at tilføje, det er jo Nesbø, og det er blandt andet her, at hans overlegenhed udi det gådefulde og konspiratoriske placerer ham længder foran mange andre.
Harry Hole har en frist på en uge til at betale Lucilles gæld, hvis ikke de begge må lade livet, og pengene, han som nyslået privatdetektiv har indgået kontrakt om, bliver kun udbetalt, hvis sagen opklares. Men Hole er ugleset i politiets øverste ledelse, og han må derfor arbejde endnu mere alternativt end før, dog med en vis samarbejdsvelvilje fra sin tidligere kollega og gode veninde, den kvindelige leder af drabsafdelingen, Katrine Bratt.
De to har sammen og hver for sig flere hemmeligheder at forholde sig til, hvilket de skal have til at fungere midt imellem alt det andet. Her brillerer Nesbø endnu engang med sin stilsikre balancekunst mellem det hårdtslående spændingsrelaterede, det menneskeligt nære og det samfunds- og hverdagsrelevante, uden at nogen af delene klemmes inde af hinanden.
Labyrintisk
Når denne virkelig gode krimi om en modbydelig seriemorder, pædofile krænkelser og udviklingen af bakteriologiske eller rettere parasitære våben ikke får fuld plade eller mindst fem stjerner, skyldes det ovennævnte labyrintiske lag-på-lagopklaring af mordefterforskningen.
Det har ofte en fin effekt, når læseren narres til at tro, at den skyldige er fundet, og det så alligevel ikke er tilfældet. Men her lægges der lidt for meget oven i hinanden, finalen trækker for længe ud, ikke mindst hvis man tidligt har haft en fornemmelse af, hvem morderen er, og i sidste ende mister spændstigheden noget vitalitet og smidighed. Nesbø er imidlertid som spændingsforfatter en atlet i den olympiske liga, og det gælder også, når han ikke henter guldet hjem.
Blodmånen
Forfatter: Jo Nesbø. Oversætter: Allan Hilton Andersen. Sider: 479. Pris: 299 kroner Forlag: Modtryk.
Del: