I Sydfrankrig, nærmere betegnet Roquebrune-Cap-Martin i Alpes-Maritimes, i klipperne ned til Løvebugtens azurblå kyst, ligger en berygtet villa bag en frodig, sammenvokset vegetation og vogter majestætisk over Middelhavet.

Den er hvid og modernistisk med store gulv-til-loft-vinduer, fredet, forladt og lidt forfalden, men hvis man kunne bo i en drøm, ville det uden tvivl være Villa E.1027. Og det er den, der er omdrejningspunktet i denne kompakte, lille roman af samme navn af franske Célia Houdart – en roman om venskab mellem modsætninger og forfriskende overraskelser sent i livet.

»Villa E.1027 er som en meditation at læse: rent ud sagt kedelig til at begynde med, men hold ud.«

---

Alt, hvad der foregår i og omkring villaen, har Houdart opspundet. Men villaen selv, den eksisterer i virkeligheden. Også mystikken omkring den: bygget mellem 1926 og 1929 af arkitektparret Eileen Gray og Jean Badovici, der brugte en kombination af deres krypterede initialer til at give den et navn, der passende lyder som et hemmeligt mødested: E for Eileen, 10 for J i Jean (det tiende bogstav i alfabetet), 2 for B i Badovici, 7 for G i Gray.

Og hvad er det så, der foregår? Gabende lidt – i hvert fald i romanens første tredjedel.

Der sker faktisk nærmest intet i den pensionerede hovedperson Grécos otium, og sådan foretrækker hun det. Den succesrige, konservative, lidt kropsligt hæmmede indendørsarkitekt bor alene efter sin mands død og tilbringer de hede dage og lune aftener på terrassen med at tegne, læse The New York Times for at holde hjernen skarp og tale i telefon med sin gamle, italienske veninde. Indimellem kører hun til byens marked og holder øje med »kvinden-i-vinduet« (en fremmed skikkelse, hun som besat gør sig forestillinger om) og går gennem en svimlende duft af citrontræer fra haven i Villa E. 1027 for at komme ned og dyppe sig i vandet.

Hendes primære beskæftigelse er at våge over villaen. Hun kendte Eileen Gray professionelt i gamle dage og vil nu gøre alt for selv at få fingrene i den, om det så bliver det sidste, hun gør i livet. Men natlige drømme fra en fjern fortid forstyrrer roen. Drømme fra noget, der virker som et tidligere liv i Monte Veritá, Ascona, hvor hun blev født først i det 20. århundrede. Og en dag opdager hun, at hun ikke længere er alene.

En trekant

To bz’ere, et par unge, smukke neohippie-dansere, har slået sig ned i villaen. Forarget, men som det fornuftige menneske, hun er, beslutter hun sig for at tale med dem. En beslutning, der fører til to ugers intenst nærvær mellem dem, der helt bogstaveligt samler sig i en trekant i et sveddryppende klima af mildhed og spænding, lige på kanten til det erotiske.

Sammen svælger de i mad og drikke, bader nøgne og danser og falder i søvn i en bunke af solbrændt hud, og frem af drømmetågen dukker Grécos barndom fra et betydningsfuldt sted i kunst- og formhistorien op igen, takket være hendes nye venner, et gammelt arkiv og den »mystiske kvinde-i-vinduet«.

Villa E. 1027 er som en meditation at læse: rent ud sagt kedelig til at begynde med, men hold ud, for effekten af Houdarts minimalistiske, elegante trademark-prosa (som en danser uden ét gram fedt for meget på kroppen) – og lige så elegante oversættelse af Hans Peter Lund – vil ramme, og så overgiver man sig med krop og sjæl.

Den er en saftig, sansemættet hyldest til livsværket og poesien og ikke mindst til alt, hvad der er Middelhavet: vin, varmblod, oliven, citrontræer, saltvand, samtaler … og selvfølgelig Villa E. 1027, en selvstændig karakter i historien. Den er en hyldest til frigivelse af det indestængte, til nysgerrigheden og kunsten og til spørgsmålet om lykke, ganske enkelt. Når jeg bliver gammel, vil jeg læse den igen. Som en slags presse-citronen-tjek.

Villa E. 1027
Forfatter: Célia Houdart. Oversætter: Hans Peter Lund. Sider: 160. Pris: 200 kroner Forlag: Forlaget Etcetera