2022 var et interessant, nærmest bevidsthedsudvidende år for krimi- og thrillergenren.

Ud over den traditionelle krimi så vi, hvordan den populære tv-genre true crime, ofte med fokus på den både afskyvækkende og dragende fortælling om seriemorderen, til stadighed breder sig til bogformatet, hvilket har givet os anledning til at smide to fremragende true crime-værker på årets liste.

Desuden forsøgte flere forfattere med meritter fra helt andre genrer sig med bravur i krimigenren, det gælder blandt andet franske Delphine de Vigan og en af alle tiders bedst sælgende forfattere og mor til Harry Potter, J. K. Rowling.

I det hele taget lever krimien – på trods af gentagne fortællinger om dens snarlige død – i bedste velgående, særligt fordi genren hele tiden udfordres og udvides, men også fordi genren hele tiden tilføres nyt blod, på plot og form, men også på talent.

Her er Berlingskes bud på årets 12 bedste krimier fra ind- og udland.