Døden er ikke noget at lave sjov med. Medmindre altså, at man gør det så fint og følsomt, som den romandebuterende Maria Grabowski formår i den autofiktive »Jeg fryser«.

Med sproglig lethed og levet liv i bagagen portrætterer hun en voksen datters sorg og sidste tid med sin døende mor så gribende, grumt og grotesk, at man som læser har lyst til både at grine og græde undervejs.