Midt i en #metoo-tid, hvor overgreb på kvinder omsider bliver italesat og fordømt, kan man i en stille stund komme til at fundere over, hvordan det kunne komme så vidt, at nogle mænd har kunnet (kan) føle sig berettiget til at bruge og misbruge andre mennesker, kvinder, efter forgodtbefindende og uden anger.

Man kunne få den kætterske tanke, at det bunder i en dybt indgroet gammeldags kønsopfattelse, hvor det ene køn føler sig mere værd end det andet, og skuer man tilbage i historien, er der visse overophedede ulige forhold, hvorfra der måske stadig hænger en lugt af røg i luften.

For eksempel fortidens hekseafbrændinger, hvor magtfulde mænd under konge, kirke og klasseinddelte stænder behandlede kvinder med en magtfuldkommen arrogance og stupiditet, der måske nok ændrede sig med oplysningstid og humanisme, men hvor en rem af huden hang ved.

Disse mænd udså sig kvinder, som de anklagede for trolddom og djævelskab og fik dømt til døden, oftest på bålet, og ikke mindst under Christian 4. gik dette korstog mod mennesker af hunkøn amok.

Tåbelige »beviser«

Jagten på hekse er kernen i Søren Marquardt Frederiksens gennemresearchede historiske roman »Kongens sidste heks«, hvor han med stor indsigt og en fin fornemmelse for det groteske tegner et troværdigt billede af datidens folk og fæ.

Med god effekt får han skrevet gamle kilder ind i sin fiktionalisering af datidens begivenheder, og han viser, hvordan konstruerede, tåbelige »beviser« tales op og fakta ned, og hvordan (troen på) sandheden kan mingeleres ind i et bredt accepteret mindset.

Man forstår med andre ord, hvor svært det har været for disse trolddomsanklagede kvinder at forsvare sig og modbevise mistroen mod dem, og hvordan de fleste af dem før eller siden tager beskyldningerne på sig og med eller uden skam erkender sig skyldige. Det er stærke sager og er ligesom det flydende (men indimellem temmelig bedagede sprog) med til at gøre romanen læseværdig.

Der mangler drive

Desværre lader konstruktionen noget tilbage at ønske. Romanen bliver visse steder lidt for opremsende, uden et tydeligt dramaturgisk drive eller handlingsmæssige højdepunkter, og man kan få den tanke, at forfatteren går mere op i sine kilder og i tidskarakteristiske ord og udtryk end i sine figurers fylde.

Persongalleriet er ellers stort og farverigt med mange skønne bifigurer. I de to hovedspor følger man dels den noget vege Povel Madsen, byrådsmedlem i Nakskov og midlertidig genindsat byfoged, dels den trolddomsanklagede og senere frikendte gammelkone Sidsel Andersdatter.

Men romanen starter med det unge elskende par Ole og Ingeborg, der forgifter deres respektive ægtefæller, så hendes voldelige skræddermand skider sig ihjel, og hans tvangsgifte tyske hustru også dør en voldsom død.

De to unge mordere har fået hjælp af en klog kone, og da denne bliver anklaget for trolddom og medvirken til mord, trækker hun andre med i faldet, og pludselig er ni kvinder sat i bur på byens torv.

Vi følger kvindernes rettergang, indtil de sidste af dem sættes i Blåtårn og stilles for kongens ret, og her havde det ikke gjort noget, at den af almuen kaldte »store kvindemorder«, Christian 4., havde fyldt lidt mere.

Under hans regenttid blev cirka 2.000 kvinder anklaget for hekseri, hvoraf halvdelen af dem dømtes til døden. Det havde klædt romanen, at hans eftermæle var blevet svedet lidt mere, og at dramaet i de dramatiske begivenheder slog flere gnister. Men som et historisk tidsbillede af dynamikken i heksehetzen fungerer den fint.

Kongens sidste heks
Forfatter: Søren Marquardt Frederiksen. Sider: 370. Pris: 299 kroner Forlag: Sydhav Forlag.