Fredag blev Adrian Lloyd Hughes i radioprogram for første gang »taget i skole« af en gæst

En af de medvirkende i fredagens udgave af »Klog på Sprog« kritiserede blandt andet Adrian Hughes for ikke at have forberedt sig.

Adrian Lloyd Hughes, journalist. Han er kendt som vært på flere serier på DR2 og DR K som »Smagsdommerne« og »Kunstquiz«, og han er vært på P1-programmet »Klog på Sprog«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Journalist Adrian Lloyd Hughes er ikke bleg for en opsang, hvis noget byder ham imod.

Fredag var han dog selv modtager for en opsang, da han i P1-programmet og podcasten »Klog på Sprog« var vært for et afsnit om såkaldt gadedansk. Med gadedansk menes det, der i fagsprog bliver kaldt multietnolekt – en dialekt, der tales i etnisk blandede miljøer.

Adrian Hughes skriver på Facebook, at han for første gang i 306 udgaver af programmet bliver »taget i skole« af en medvirkende, og at han blev beskyldt for at være »uforberedt, uvidende og ikke genuint interesseret« i det emne, han behandlede i afsnittet.

»Jeg skal være ærlig og sige, at rart opfattede jeg ikke denne overfusning, men den var meget velformuleret og klart afleveret af podcastværten Fatima Gabriella, og den har givet anledning til mange overvejelser af, hvordan vi tilrettelægger programmet,« skriver Adrian Hughes på Facebook.

Fatimah Gabriella er stylist, creative director og vært på podcasten »Perkologi«. Også Tobias Cadin, socialpædagog og medforfatter til »Gadedansk – Ordbogen«, og Tanya Karoli Christensen, der er professor i Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, var i studiet.

Programmet varer knap en time. De sidste to minutter handler om såkaldt kodeskift og tager udgangspunkt i et klip fra satireprogrammet »Det slører stadig«.

I klippet diskuterer en studerende atomfysik på rigsdansk, hvorefter hendes telefon ringer, og hun skifter over til gadedansk til en samtale om en, der skylder hende penge.

Kodeskift er eksempelvis, når en person indenfor kort tid skifter mellem dialekter, forklarer professoren, som kalder klippet for »ret stereotypt«.

Fatimah Gabriella siger dernæst:

»Jeg vil faktisk gerne lige afbryde. Jeg har svært ved at være herinde, fordi jeg føler, vi kaster perler for svin. Min oplevelse af det her er, at jeg rigtig gerne vil være med, og at jeg rigtig gerne vil prøve at forklare og have en samtale. Men jeg oplever ikke, at du har lavet den forberedelse, det kræver, at forstå det her,« siger hun og fortsætter:

»Vi sætter det ret stereotypt op, og vi ser meget sort/hvidt på det her emne. Jeg har svært ved at tage denne her … Den måde, du kører det her på, hvor du ikke ved noget, det er svært for mig. Sorry. Det er at latterliggøre noget, som rent faktisk fylder noget for andre.«

Derefter runder en tilsyneladende lettere perpleks Adrian Hughes programmet af.

Latterliggørende

Fatimah Gabriella fotograferet i 2021. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bertrand-Hillion Marie-Paola/ABA.

Forinden havde Fatimah Gabriella flere gange protesteret let over formen og over visse udtalelser fra især Adrian Hughes. Professor Tanya Karoli Christensen kommer også med en let irettesættelse af Adrian Hughes, da han på et tidspunkt spørger, om ikke multietnolekt er et andet ord for kaudervælsk.

Kimen til Fatimah Gabriellas kritik findes tilsyneladende i programmets niende minut,  hvor Adrian Hughes rapper på gadedansk. Til det siger Fatimah Gabriella, at hun er i tvivl om, hvorvidt Huges mener det:

»Jeg oplever dig også lidt latterliggørende. Du har måske brugt en halv dag på at lave det der. Men det er også en stor del af folks liv. Vi kan godt sidde og grine ad det her, men det er altså noget, der …«

Adrian Hughes kaster sig som forklaring ud i nogle sætninger på russisk, eller noget der lyder som russisk, for at anskueliggøre, at han generelt godt kan lide at lege med sprog.

Berlingske har forsøgt at få en kommentar fra Adrian Hughes og Fatimah Gabriella, men det er endnu ikke lykkedes.

Programmet kan høres på DRs hjemmeside her.