Det er intet under, at alverdens kvinder elsker romaner af Jens Christian Grøndahl (født 1959), for at læse dem er som at blive forført, langsomt men sikkert. Grøndahls mandlige hovedpersoner har nemlig tid nok. Tid til at nyde kvinder, tid til at forstå dem, tid til at se og begære dem, tid til at vente på dem.

Samtidig er der en sans for uafhængighed. Alle har krav på frihed til at være sig selv. Og fordi ingen skal presses til noget, dyrker den grøndahlske mand sine særinteresser (musik, litteratur), når hun er gået alene i seng, mens de begge sitrer og dirrer af indestængt længsel efter at kunne dele sit lønkammer med en udvalgt. Ofte bliver personerne skilt, fordi længslen efter samvær og fælles adresse (en stiltiende overenskomst om at ville det samme på det samme tidspunkt i livet) har ført til for praktiske relationer.