Inden man begynder at rynke skeptisk på brynene over en sammenligning mellem Elizabeth Strouts seneste roman og datingprogrammet »Hotel Romantik«, så lad mig med det samme slå fast, at Strout, hvis man ikke kender hende, er en af USAs mest anerkendte og elskede forfattere. 

Især bøgerne om den gnavne »Olive Kitteridge« – som både vandt Pulizerprisen og blev til en tv-serie med Frances McDormand – og hendes romaner om Lucy Barton er flot anmeldt og elsket af læsere verden over.