Mellem teoretisk fysik og gamle myter – eller sagt på en anden måde: mellem Holger Bech Nielsen og mayakulturen – bevæger Ib Michael sig hjemmevant i den logbog, han har udgivet som en markering af, at en vild og fantastisk odyssé nærmer sig sin afslutning.

Døden er i høj grad til stede i Ib Michaels positionsbestemmelse. Men mere end sin egen forestående død er det et par nære venner og rejsekammeraters rejseafslutning, han opholder sig ved, Per Kirkebys og Troels Kløvedals: »Jeg savner dem begge ad helvede til, men tror at de er taget på himmelomsejling sammen.«