Efter John le Carrés død fandt man et færdigt manuskript i skuffen: Her er anmelderens dom

AOK
Litteratur
Anmeldelse

John le Carré formår med stilsikker hånd at samle samtlige af bogens fortællerspor til én stor, flot asfalteret landevej i den bog, der er blevet udgivet efter hans død. Men alligevel er anmelderen ikke overbevist, for noget halter med spændingen.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Da den verdensberømte engelske spion- og thrillerforfatter David John Moore Cornwell, nok langt bedre kendt under pseudonymet John le Carré, døde kort før jul sidste år i en alder af 89 år, efterlod han sig et færdigskrevet, dog uredigeret, manuskript med titlen »Sølvblik« i en af sine skrivebordsskuffer.

Et manuskript, der faktisk kan dateres helt tilbage til 2013, men som først nu er blevet redigeret og sendt ud på det internationale bogmarked af John le Carrés yngste søn, Nick Cornwell, der er en af de juridiske varetagere af det afdøde forfatterikons litterære arv.

Hvorfor manuskriptet lå så lang tid i skuffen i stedet for at se dagens lys i færdigtrykt form, vides ikke med sikkerhed, men spekulationerne blandt fans og litterære iagttagere er mange.

En af disse går på, at »Sølvblik« indeholder en blotlægning af den engelske efterretningstjenestes inkompetence samt en skitsering af dens interne splittelse, som havde bedst af først at se dagens lys efter forfatterens død.

Fordi David John Moore Cornwell, altså John le Carré, selv har gjort (dog kortvarig) tjeneste inden for British Intelligence? Måske, skriver Nick Cornwell i en efterskrift.

John le Carré – eller David John Moore Cornwell, som er hans borgerlige navn – døde i december 2020 af lungebetændelse på Royal Cornwall Hospital i England. Han blev 89 år gammel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal/Jane Bown.

»Sølvblik« handler da ganske vist også om spioner med (blandt andet) engelsk pas, og set fra helikopteren rejser romanen rigtignok store spørgsmål, såsom hvad man skylder sit land, når man ikke længere kan genkende det?

Men handlingen i »Sølvblik« foregår ikke oppe i en helikopter med en action packed James Bond-type ved styrepinden, men derimod helt nede på jorden i relativt roligt selskab med personer, der alle lever inkognito.

Altså lige bortset fra Julian Lawndsley, der netop har sagt farvel til sit prestigefyldte job i London og i stedet har sagt goddag til et liv som boghandler i en lille engelsk kystby.

Der går dog ikke længe før hans (arbejds) liv tager en ny og ganske uventet drejning.

Julian bliver nemlig opsøgt af en karismatisk skikkelse ved navn Edward Avon, der ud over at udvise en ualmindelig stor interesse for boghandlen, som ingen andre i øvrigt synes at interessere sig synderligt for, ved en hel del om Julians familie, nærmere betegnet Julians far.

Og, nå ja, så bor Edward i »Sølvblik«; det hus i udkanten af byen, hvor også den døende kvinde Deborah, Edwards kone, har adresse.

Både Edward og Deborah er i øvrigt begge kendt af den garvede spionchef Proctor, der har travlt med at efterforske en potentiel faretruende lækage i Tjenesten. Vi møder ham allerede i begyndelsen af bogen, hvor han opsøges af en ung kvinde ved navn Lily.

Fyldepen og stofpude

Er De stadig med, kære læser? Eller lyder det hele lige lovlig fragmenteret? Frygt ej. For John le Carré formår ikke overraskende med stilsikker hånd at samle samtlige af bogens fortællerspor til én stor, flot asfalteret landevej.

Denne ender dog umiddelbart brat og blindt et eller andet sted i det uvisse, hvor det synes at være op til læseren selv at færdiggøre plotpuslespillet, hvilket efterlader én med en lidt ambivalent følelse i kroppen.

John le Carré efterlod sig manuskriptet til »Sølvblik«, der dateres tilbage til 2013 og som nu er blevet redigeret og sendt ud på det internationale bogmarked af forfatterens yngste søn, Nick Cornwell. Fold sammen
Læs mere
Foto: Gyldendal.

Det er da heller ikke grundet bogens plot, som man af mange gode spiongrunde ikke kan komme nærmere ind på her, at »Sølvblik« får tildelt det antal stjerner, som bogen har fortjent.

Det er derimod John le Carrés sublime måde at skrive på, der er guld værd i »Sølvblik«.

Det første, man ser, når man åbner bogen, er et billede af John le Carré siddende i sit arbejdsværelse med den ene arm hvilende på en rød stofpude, mens den anden, bevæbnet med en fyldepen, overfører tankerne fra forfatterens koncentrerede hoved ned på et stykke hvidt pergament.

Og det er lige præcis sådan det føles, at »Sølvblik« er skrevet. Lige i det rum. Lige i det øjeblik. Med fyldepen og rød stofpude.

Sproget er nøgternt uden at være afklædt, dekadent uden at være pyntet, swingende uden at være larmende. Og det er især i de små øjeblikke, John le Carré er bedst.

De fortættede scener, hvor to mennesker mødes, hvor en hånd tager fat i en anden, eller hvor et blik siger mere end 15 linjer med dialog.

Når det er sagt (og skrevet), så halter »Sølvblik« også. Ikke bare hvad angår slutningen, men også, hvis man på forhånd gør sig forhåbninger om en roman med spænding på drengen. For det får man ikke.

Spændende er »Sølvblik« simpelthen ikke. Men man er i et godt skrevet selskab med et menneske, der godt nok ikke længere sidder på sit arbejdsværelse, men som heldigvis havde gemt et manuskript i skuffen.

Sølvblik
Forfatter: John le Carré. Oversætter: Jette Røssel. Sider: 272. Pris: 249,95. Forlag: Gyldendal.