Det perfekte liv ligger forude, men så ødelægger Johans sæd (måske) det hele

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Marie Hougaard har med sin debutroman, »Vi troede vi skulle«, skrevet en poetisk, realistisk roman, der fornemt, med underspillet humor og troværdighed, fanger det stille og indre liv i en dansk kvinde på 35 år.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Marie Hougaards romandebut, »Vi troede vi skulle«, søsætter ganske elegant nogle nærmest arketypiske drømme om det perfekte liv og prikker nænsomt små nåle i den ballon, der svæver inde i kraniet på hovedpersonen, 35-årige Hannah: Få dig en god uddannelse, tjen dine egne penge, fang en dejlig mand, køb en stor bolig og få et par nuttede børn ned i klapvognen.

Hannah er selvstændig tekstforfatter, arbejder for diverse små virksomheder og bor på Vesterbro sammen med sin kæreste, den jævnaldrende Johan. Sammen har de en fælles opgave på skemaet: Familieforøgelse. Men projektet driller gevaldigt. Måske er Johans sæd bare pivringe, eller også er der noget i vejen med Hannahs biologi.

Samtidig har Hannahs søster og barndomsveninden Tuts realiseret deres kernefamilieprojekt, og angsten i Hannah breder sig stille og roligt: Måske er alle de kommende hormonsprøjter i forbindelse med fertilitetsbehandlingen slet ikke det hele værd? Er der en anden identitet for en 35-årig kvinde end at bære et menneskebarn i maven? Hannah tumler snart ind i den attraktive og hippe filminstruktør Mina, og det virker, som om vor hovedperson nærmest er klar på at kaste sig ud i et lesbisk forhold for blot at kunne skylle kernefamiliedrømmen ud i toilettet én gang for alle.

 

Messende stil

På den vis er Hougaards »Vi troede vi skulle« et langt skrift om de drømme og overvejelser, vi gør os på vej hen mod dér, hvor vi tror, lykken gror. Det er mildest talt en meget stille roman. Ordknap og hele vejen effektivt iscenesat ved hjælp af ganske korte sætninger, som de pibler ud af hovedet på Hannah. Enten via hendes refleksion over sine omgivelsers ageren eller rent observerende. Hougaards messende og sproglige stil gør situationerne yderst nærværende, og ordknapheden giver plads til en masse billeddannelser oven i knoppen på mig som læser.

Desuden er der rum for en hel del humor i bogen, dog ganske underspillet. Vi forstår Hannahs rasende indre, når svigermor i bedste mening begynder at strikke en blå cardigan i babystørrelse, i en fase, hvor Hannah er langt væk fra ideen om at tilgå fertilitetsbehandling. På samme vis er det ganske morsomt, når Johan begynder at argumentere for købet af en større lejlighed med trumfkortet: Så kan de endelig få plads i køkkenet til den juicemaskine, de altid har drømt om.

Er på man på udkig efter en bog, hvor tosomhedens meningsløshed eller magtforholdet mellem kønnene udstilles, så er det dog ikke i denne bog, man skal lede. Der skal to til at danse en tango – om det så er forholdet mellem Johan og Hannah, som udstilles, eller om det er Hannahs halvbagte flugtvejsflirt med Mina.

Med »Vi troede vi skulle« har Marie Hougaard skrevet en poetisk, realistisk debut, som fornemt og troværdigt fanger, hvordan det stille og indre liv i en dansk kvinde på 35 år kan tage sig ud … i medgang og modgang.

Vi troede vi skulle
Forfatter: Marie Hougaard Sider: 288 Pris: 249,95 Forlag: Lindhardt og Ringhof