Niels Brunse er uden tvivl Shakespeares nærmeste fortrolige i Danmark. Med hele rækken af 37 fornemme oversættelser af 1600-tals-mesteren fra Stratford-upon-Avon kan Brunse sin William på fingerspidserne, og med romanen »Horatius« tager han så et skridt videre og føjer som en anden litterær genganger en afrunding og afslutning til det, der uden tvivl er det mest berømte af alle Shakespeares dramaer:

Historien om den danske prins Hamlet.

Et dristigt projekt! Men Brunse slipper imponerende godt fra vovestykket.

Hovedpersonen i Niels Brunses roman er, som også titlen åbenbarer det, Hamlets ven Horatius, der også bærer det gode borgerlige danske navn Hans Voltemand. I Shakespeares drama er Horatius en af bifigurerne, men Brunses roman er blandt meget andet en demonstration af en bifigurs potentiale som hovedrolleindehaver, når synsvinklen skifter.

Niels Brunse debuterede som forfatter i 1980 med reportagebogen »Moskva til hverdag« og har siden oversat hundredvis af bøger, skuespil og radiomontager fra engelsk, tysk og russisk, heriblandt en række af Shakespeares stykker.
Niels Brunse debuterede som forfatter i 1980 med reportagebogen »Moskva til hverdag« og har siden oversat hundredvis af bøger, skuespil og radiomontager fra engelsk, tysk og russisk, heriblandt en række af Shakespeares stykker. Gyldendal

Og hvor indlysende logisk er det ikke at bygge en historie op omkring netop den skikkelse, der står tilbage som den eneste overlevende fra verdens mest kendte skuespil.

I Niels Brunses version af historien opholder Hans, eller altså Horatius, sig i Wittenberg for at læse teologi ved Luthers gamle universitet.

På et tidspunkt ankommer prinsen af Danmark til byen, og der opstår et varmt venskab mellem de to unge mænd. De går ture sammen, de rider sammen, de går i byen sammen og ikke mindst udveksler de tanker og erfaringer med hinanden. Blandt andet diskuterer de, hvad godt og ondt vil sige.

En af de påfaldende detaljer, der kommer frem under deres fælles byture, er prinsens manglende interesse for piger. Hvor sigende den viden er, kan læseren så senere fundere over i forbindelse med Ofelias skæbne.

Da prinsen bliver kaldt til Danmark, savner Horatius sin ven. Og da budskabet når til Wittenberg om den gamle konges død og om hans bror Claudius, der er blevet kronet som ny konge, drager Hans Voltemand straks til Helsingør. Prinsen, der plages svært af sorg og tungsind, har brug for vennens selskab.

Et langt stykke ad vejen følger Brunses roman omhyggeligt handlingen i Shakespeares drama. Kongens genfærd optræder, og hans bror Claudius er fuld af morderisk svig. Intrigerne blomstrer, adelsmændene Rosenkrans og Gyldenstjerne spiller deres obligatoriske roller, og Ofelia tager sit eget liv.

Næsten alt er ved det genkendelige inklusive replikken: »Der findes råddenskab i Danmarks rige«.

Langsomt vokser portrættet af den unge Hans Voltemand frem og udvikler sig i en form for dialog med tvivlen og ubeslutsomheden i Hamlet-figuren. Enkelte scener er direkte overført fra oversættelsen, men Niels Brunses virkningsfulde greb er at slå ned på en række åbne spørgsmål og uafklarede detaljer og fylde nogle huller ud i handling og psykologi.

Med den strategi lykkes det at skabe en ny historie med Horatius som iagttager og jegfortæller.

Hovedpersonen i Niels Brunses roman er, som også titlen åbenbarer det, Hamlets ven Horatius, der også bærer det gode borgerlige danske navn Hans Voltemand, som er en af bifigurerne i Shakespeares historie.
Hovedpersonen i Niels Brunses roman er, som også titlen åbenbarer det, Hamlets ven Horatius, der også bærer det gode borgerlige danske navn Hans Voltemand, som er en af bifigurerne i Shakespeares historie. Gyldendal

De to historier, Shakespeares og Niels Brunses, flettes både behændigt og overbevisende sammen, og nøglescener som for eksempel den, hvor narren Yoricks kranium bliver gravet frem af kirkegårdens jord, får et paradoksalt nyt liv:

»»Stakkels Yorick,« sagde Prinsen med kraniet i sin hånd og så ind i dets tomme øjenhuler. »Jeg kendte ham, Horatius, en ustyrlig spøgefugl, med den vidunderligste fantasi. Han har båret mig på ryggen de tusind gange! Det vender sig i mig. Her sad de læber jeg har kysset, jeg ved ikke hvor tit. Hvor er nu dine spottegloser?« sagde han lige ind i det ansigt, der ikke længere fandtes.«

»At være eller ikke at være«! I »Horatius« går det helt i ånden fra »Hamlet« på livet og døden løs med de store og tidløse temaer. De eksistentielle spørgsmål trænger sig på i den mest nøgne form. Venskabets væsen udforskes i scenerne, hvor Prinsen og Horatius mødes. Intrigerne og det politisk magtspil i samfundets top udstilles på det mest afslørende.

Kærlighedens og begærets veje og vildveje ransages, og overvejelserne om skyld og ikkeskyld er vigtige.

I et klart og præcist sprog med alle sanser åbne forvalter Niels Brunse den litterære arv fra Shakespeare. Resultatet er blevet en både begavet og fængslende roman. Hamlets nære ven Horatius er i den grad et bekendtskab værd!

»Horatius«
Forfatter: Niels Brunse. Sider: 318. Pris: 250 kr. Forlag: Gyldendal.