Er meritokratiet godt? Det er en grundlæggende idé i det liberale demokrati: At den enkeltes succes bliver set som et velfortjent resultat af vedkommendes evner og indsats. Men er det godt?

Det har Harvard-professoren Michael J. Sandel skrevet en bog om, og hans dom er klar: Mens der er klare fordele ved at belønne indsats og talent, har vi de facto bevæget os over i det, han kalder et »meritokratisk tyranni«.

Altså en orden, hvor privilegierne går i arv til de bedrestilledes børn, mens de nedre klasser føler sig (og er) sat af udviklingen, uden udsigt til at kunne give deres børn noget bedre, end hvad de selv fik. Det skader den samhørighed, ethvert demokrati har brug for.

Bogen har fået voldsom popularitet i intellektuelle kredse, ikke mindst fordi den adresserer nogle af de fænomener, Vestens kulturelle overklasse har haft svært ved at forstå og acceptere: valget af Trump, Brexit, fremkomsten af populisme og den genfødte »nationalisme«. Det skyldes i høj grad meritokratiets tabere, som har brugt deres stemmer til at gennemføre politik og vælge ledere, der talte til deres livssituation.

Vindere og tabere

De centrale kapitler gennemgår det udskilningsløb, meritokratiet ordinerer: Hvem er vindere, og hvem er tabere? »Opstigningsretorikken« fokuserer på, at alle får det, de har fortjent – og at i et samfund med lige muligheder er succes fortjent. Ham, der arbejder hårdt og har talent, får mere succes end ham, der ikke gør.

Sandel citerer forskellige amerikanske og europæiske statsledere gennem tiden som repræsentanter for denne tankegang og væver det ind i en klassisk (og temmelig kedelig) fagfilosofisk diskussion af selve det at fortjene noget. Er talent noget, vi »fortjener«? Hvad med held? Og hvis ja, betyder det så, at dem, der ikke har succes eller er uheldige, også fortjener dét?

Et afsnit er dedikeret til Obamas teknokratisme som et skoleeksempel på den diskurs, der udgrænser andre perspektiver end de magthavendes. Som Obamas tilgang til klimadebatten: Hvis bare vi kan enes om de kendsgerninger og begreber, jeg bringer til bordet, kan vi tale sammen. Men, som Sandel påpeger, har man allerede halvt vundet debatten, hvis man får modstanderen til at bruge ens begreber. Afpolitisering af varme værdidebatter får ikke folk til at føle sig mere inkluderede i samfundssamtalen – tværtimod.

Diplomkulten

Meritokratiet har også affødt en »diplomkult«, ifølge hvilken social anseelse primært er noget, der følger videregående uddannelser – og særligt de prestigefulde universiteter. Det gør det ekstra problematisk, at adgangen til disse uddannelsessteder i vidt omfang er forbeholdt de i forvejen privilegerede.

I det hele taget fungerer den meritokratiske maskine som et sorteringsapparat, der skiller os i vindere og tabere og skaber polarisering, hvilket forfatteren med forskellige formuleringer pointerer på cirka hver anden side.

Sandels svar på meritokratiets elendighed er anderledes vagt end den umiddelbart hårdtslående analyse: Han foreslår ændret beskatning, et lotteri for adgang til prestigefulde universiteter, fjernelsen af fradrag for universiteter, der ikke optager fra de nedre klasser, og en åbning for en »fornyet samtale« om arbejdets værdi. Altså forslag, der ikke bliver indført, og en opfordring til at ændre tonen.

Sandel, der selv er en del af den privilegerede overklasse, skyder skylden for den stigende polarisering på en flimrende struktur, meritokratiet. Men hvorfor ikke blot pege på dem, der reelt har ansvaret – den liberale overklasse?

Det er sigende, at store dele af Sandels »meritokrati« er sammenfaldende med den moderne liberale etik med dens fokus på konkurrence, radikal individualisme, glæde ved globalisme og manglende loyalitet over for det lokale og nationale. Hvorfor ikke adressere dét og ideologiens fortalere?

Dæmoniserende nedladenhed

»Meritokratiets tyranni« er en veldrejet bog med mange spændende indsigter. Mens kritikken af meritokratiet ikke er ny, forlener Sandel den med verserende politiske debatter og klimaet i den aktuelle vestlige diskurs.

Men det skæmmer bogens budskab, at selve analysen er båret af præcis den dæmoniserende nedladenhed over for de nedre klasser, som forfatteren har sat sig for at komme til livs. De er »racister«, »skingre nationalister« og så videre. Man kan vel dårligt stigmatisere mennesker mere end at beskylde dem for den slags, og det harmonerer ringe med den samhørighed, Sandel andetsteds efterspørger.

Sammenholdt med de noget overbærende forslag til balancering af meritokratiets skævvridning får man uvægerligt det indtryk, at her er en »forklaring«, de definerende klasser mere eller mindre gratis kan bruge til at give indtryk af at have forstået de lavere rangerende. Samtidig med at man fastholder den arrogance og foragt nedadtil, der er skyld i den kulturelle kløft mellem høj og lav. Er det godt? Næ. Det er det egentlig ikke.

Meritokratiets tyranni
Forfatter: Michael J. Sandel. Oversætter: Steffen Rayburn-Maarup. Forlag: Informations Forlag. Sider: 377 sider. Pris: 299,95 kroner