For at et kapitalistisk samfund som det danske kan overleve med alle de velstandsfordele, som det giver, forudsætter det, at det bredt i befolkningen opfattes som legitimt. En sådan legitimitet er ingen selvfølge. Den kræver, at bestemte principper følges, som ikke nødvendigvis er nedfældet i lov, og hvis overtrædelse ofte ikke er ensbetydende med straf.

Et af disse principper består i, at det først og fremmest bør være uddannelse, erfaring og dygtighed, som er afgørende for den enkeltes position i samfundet. Det kaldes ofte et meritokrati.

Der kendes andre principper, som kan bestemme ens position i samfundet end de meritokratiske. Tidligere i dansk historie spillede familiebånd en helt afgørende rolle for, hvor man endte henne rent socialt. Man kunne være nok så dygtig, men havde man den forkerte familiebaggrund, var det lige fedt. Klanrelationer, partimedlemskab og etniske tilhørsforhold er andre ikke-meritokratiske principper, der kendes som bestemmende for ens sociale position.

I Thomas Pikettys bog om kapitalen i det 21. århundrede gør han sig til kritiker af den ulighed, som stammer fra arv og forbindelser. Han ser en stigende trussel mod de vestlige samfunds legitimitet fra, at arv og forbindelser – ikke mindst via finanskapitalen - angiveligt spiller en større og større rolle for ens sociale position. I stedet slår han til lyd for de traditionelle franske republikanske dyder om, at det først og fremmest i stedet bør være den enkeltes meritter, som bestemmer borgerens sociale placering.

En anden trussel mod meritokratiet består i det, som nu afdøde professor Erik Rasmussen kaldte ønsket om udfaldslighed, og som består i den idé, at alle skal have omtrent det samme i løn og lære omtrent det samme uanset forskelle med hensyn til dygtighed, flid og evner.

Udfaldslighedstilhængere trussel mod meritokratiet ses i dag som en kritik af en af meritokratiets fælles møntfødder: karakterer. Netop karaktererne er noget, som – selv om de ikke er ufejlbarlige - kan opnås uafhængigt af social baggrund og derfor virker meritokratifremmende. (Kritikerne af karakterer kender tilsyneladende ikke den frydefulde meritokratifremmende empowerment, som består i, når et ungt menneske fra et ikke-bogligt hjem via høje karakterer overtrumfer mindre dygtige og flittige unge fra boglige hjem).

I det hele taget er udbredelsen af objektive møntfødder og principper en af de vigtigste veje til at sikre meritokratiet. I forskningsverdenen er møntfoden i stigende omfang publicering i internationalt anerkendte videnskabelige tidsskrifter inden for de enkelte fagområder. I statens besættelse af embeder er (eller burde det være) det bl.a. opnåede akademiske kvalifikationer. I de private firmaer kan de objektive principper være tests angående samarbejdsevner og logisk-matematisk såvel som sproglig intelligens, som også i stigende grad indgår i besættelse af offentlige stillinger.

Fraviger man de objektive og meritokratifremmende principper, vil samfundet nok gå videre. Man kan ikke straffes, hvis man ikke går ind for meritokrati som grundlaget for vort samfund. Men man bidrager i høj grad til at delegitimere samfundsordenen. Man bidrager til dens forfald. Det vil på lidt længere sigt også koste velstand.