6 stjerner: Fabelagtigt essay afslører sprækker ind til den allermest private Søren Ulrik Thomsen

AOK
Litteratur

Når den tidligere provinsdreng og nuværende ærkekøbenhavner Søren Ulrik Thomsen skriver prosa, evner han at formulere indsigter og erfaringer, så man næsten hopper i sædet og siger, ja, ja, sådan var det, sådan er det. Hans nye erindringsessay, »Store Kongensgade 23«, er ingen undtagelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der er et enkelt sted i et menneskes liv, der viser sig at være det vigtigste, skriver Søren Ulrik Thomsen i sit nye smukke erindringsssay.

Det er punktet, forstår vi, læserne, hvor passerens spids kan placeres, fordi alt senere viser tilbage til dette centrum, og for digterens vedkommende er det Store Kongensgade 23, 4. sal, som hans familie flyttede til, da han var 16 år gammel, og hvor han kun boede et års tid, men hvor han oplevede ting, »der var så tunge, at jeg på en måde slet ikke kan huske dem, og andre så vidunderlige, at jeg erindrer dem i de skarpeste detaljer«.

At netop dette gadenummer og denne etage og denne dejlige, livlige, larmende, temmeligt brogede, slet ikke uelegante og meget københavnske gade har lagt navn til 65-årige Søren Ulrik Thomsens nye bog giver med andre ord særdeles god mening, og det er da det, det hele går ud på: At se tilbage på det halve århundrede, der er gået, siden han flyttede ind i Store Kongensgade og blev københavner, »urimeligt stolt og lykkelig som jeg var og den dag i dag hver eneste dag er over at være benådet og sluppet ud fra provinsen«.

Bevidst om den magiske enhed dengang mellem tid og sted, puberteten og storbyen, er han, men han undrer sig alligevel over, at dette ene fjerne år ikke for længst er blevet overskygget af de næste 50 »fortættet begivenhedsrige år«, men det er de altså ikke. Hvad Søren Ulrik Thomsen først og fremmest forbinder med Store Kongensgade er »den susende følelse af, at nu begynder fremtiden«, og hver gang han besøger adressen, fylder synet af huset  ham med en »intens, berusende forventning til en kommende tid,« der altså ikke længere er kommende.

Forventninger om det forgangne

Og se, det er jo både såre præcist og smukt formuleret, denne tilstand af forgæves forventninger om det forgangne, og det er i det hele taget karakteristisk for prosaisten Søren Ulrik Thomsen, at han evner gang på gang at formulere indsigter og erfaringer, så man næsten hopper i sædet og siger, ja, ja, sådan var det, sådan er det.

Som her:

»Ikke bare visheden om, at der efter i dag vil komme en ny, men desuden forventningen til, at denne anden dag også vil være ny i betydningen bedre end den foregående, ja, måske oven i købet vidunderlig, tror jeg simpelthen er det, som holder os i live.«

Eller som her, hvor den ikke længere så unge digter formulerer alle os ikke længere så unges fælles rædsel for pludselig død og gør det med ord, der vel ikke kunne være skrevet af andre end netop digteren Søren Ulrik Thomsen:

»Jeg frygter pludselig at synke sammen på S-togsædet en fredag eftermiddag på en af de højtliggende stationer syd for København, mens lyset fra et nærliggende industrikøkken brænder gennem novembermørket.«

Og er »Store Kongensgade 23« ikke et bekendelsesskrift, så er der dog mange sprækker ind til den allermest private Søren Ulrik Thomsen. Han skriver om den »gådefulde, invaliderende, sprogløse angst«, han led af, og som en psykoanalytiker hjalp ham med at tackle, og han skriver om den beundrede digterkollega Ole Sarvig, der begik selvmord ved at springe ud af et vindue, måske fordi han følte, at tiden gik ham forbi, og nu oplever Søren Ulrik Thomsen selv, at »tiden er gået mig forbi«, og hver morgen ser han sig selv i spejlet »som et genfærd«.

Han frygter de små symptomer, som i deres tvetydighed enten kan være harmløse eller fatale, han frygter at møde kvinder, han begærede som ung, »og som nu i sammenbidt protest imod aldringen har farvet deres hår, åbenbart helt uvidende om det myrekryb, som synet af de knaldsorte hårstrå, der borer sig ned i den ligblege hovedbund, fremkalder«, han frygter at blive grebet af »gamlingens fortvivlelse over at miste sin potens« …

Søren Ulrik Thomsen Fold sammen
Læs mere
Foto: Dirk Skiba.

Mod til at skrive videre

Men Søren Ulrik Thomsen er ikke en klynker, bekendelserne afbalanceres af skriftens suverænitet og indsigternes frapperende præcision, og centralt i hele dette ikke særligt omfangsrige, men indholdsrige lille skrift, står hans elskede forældre og allermest centralt hans mor, der døde sidste år, og »kun fordi det er efterår, næsten vinter«, får efterårselskeren Søren Ulrik Thomsen alligevel mod til at skrive videre, fortæller han, selv om han mærker en modstand i tasterne.

Så han skriver om moderens sygdom, om moderens syv år i psykiatrien, men også om de 42 rige år, hun fik bagefter, endeligt helbredt, og han bruger mange sider på et opgør med det, han opfatter som en grundlæggende psykiatrisk misforståelse, for »at hjernen er sæde for bevidstheden, er jo ikke ensbetydende med, at psyke og soma, sjælen og kroppen, er det samme.« Her, på disse sider, bliver den hyperfølsomme og hyperintelligente erindringskunstner til en uforsonlig debattør, og virker de samme sider som en fremmed fugl i tekstens erindringsfølsomme helhed, så forstår man dog, at anderledes kunne det ikke være, det SKAL ud, det SKAL siges. Nu kan det siges, for nu er moderen død, og der er ikke længere noget at skjule.

»Store Kongensgade 23« viser, hvis man ikke allerede vidste det, at Søren Ulrik Thomsen ikke alene er det, han altid selv understreger, at han er, nemlig en modernistisk digter og en højkirkelig lutheraner, men tillige en fabelagtig prosaist, og fylder Gud ikke meget i bogen, så dukker han dog op et enkelt sted, der er såre centralt, fordi det er så sigende for den grundlæggende optimisme, der farver skriften og hele tiden dementerer dens momentvise sorthed.

»Når jeg mister modet,« skriver Søren Ulrik Thomsen, »og intet giver mening for mig, tænker jeg på historien om brylluppet i Kana, hvor Kristus har gemt den gode vin til sidst, så jeg måske selv på min dødsdag kan se frem til det bedste …«

Store Kongensgade 23
Forfatter:
Søren Ulrik Thomsen. Forlag: Gyldendal. Sider: 96. Pris: 199,95.