5 stjerner: Som læser bliver man nærmest besat – og efterladt med en skamfuld smag i munden

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Med romanen »Vittu« lykkes det Iben Mondrup – med sit sylespidse sprog og dissektion af det menneskelige sind – at indfri de tårnhøje forventninger, mange læsere har haft efter hendes forrige roman. Igen leverer Mondrup forbandet god litteratur.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der var ikke bare dømt stjerneregn, men også verbale lovprisninger galore, da forfatteren Iben Mondrup for to år siden udgav romanen »Tabita«.

Berlingske kvitterede eksempelvis således med fem stjerner og »forbandet god litteratur«, hvilket ikke overraskende har skruet forventningerne til »Vittu«, der er efterfølgeren til »Tabita«, og som netop har ramt det danske bogmarked, kraftigt i vejret.

Og lad det bare være sagt med det samme; Iben Mondrup har gjort det igen. Altså, ramt plet på tematikken, der handler om evnen – og den totale mangel på samme – til at elske og opfostre et barn, der ikke er ens eget kød og blod, men derimod et barn, som er fragtet fra Grønland og anbragt på et børnehjem.

Og det er her femårige Vitus, Tabitas lillebror, befinder sig med graverende ar på sjælen, da hans nye adoptivforældre – den hjemmegående housewife og fotograf, Alice, og hendes ofte fysisk fraværende (embeds)mand Stig – henter ham hjem til et rigmandskvarter i udkanten af 1970ernes Aarhus.

Alice er fra første blik dybt fascineret af hver en bid af Vitus, og ved hjælp af sit kamera udvikler hun et meget tæt og voldsomt upassende bånd, der set udefra måske i snæver vending kunne ligne en gensidig fotofetich, der har til formål at hylde Vitus’ blotte eksistens, men som dybest set bare er 100 procent forkert og alt, alt for meget.

Upassende besættelse

Alligevel bliver man som læser fanget. Ja, til tider nærmest besat på en noget nær ufattelige og upassende måde.

For Iben Mondrup formår med sit sylespidse sprog og sin vilde evne til at dissekere stort set hver en afkrog af det menneskelige sind at få læseren til næsten at glemme aldersforskellen mellem Alice og Vitus, hvilket den ene gang efter den anden efterlader én med en dårlig og virkelig skamfuld smag i munden.

Ikke mindst, da den forkerte fotofetich – efterhånden som Vitus går fra at være et barn til at være en ung mand – udvikler sig i retning af det ene beskidte point of no return efter det andet, som i øvrigt ikke bare kaster ét, men hele to, aparte trekantsdramaer af sig.

Men bedst som alt synes at styrte i grus i en blanding af noget, som ikke bør afsløres her, men som er et twist, der skal læses, foretager Iben Mondrup et radikalt og relativt prompte sporskift, hvilket på den ene side er befriende med tanke på Alice og Vitus’ relation samt det endelige resultat af dette, men som samtidig også føles lidt irriterende.

»Vittu« er efterfølgeren til Iben Mondrups anmelderroste roman »Tabita«, der også høstede fem Berlingske-stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Politikens Forlag.

For, ja, det virker rigtigt, at Vitus ad omveje ender, hvor han ender, og set i lyset af fortællingens grundlæggende og graverende forkerthed føles slutningen mere end rigtig.

Men, jo, sporskiftet går en anelse ud over den intense nerve, som ellers – indtil sporskiftet – definerer romanens røde tråd. Faktisk virker sporskiftet, der foretages cirka 50 sider før sidste punktum, som et forceret ét af slagsen.

Det er egentlig som om, at også Iben Mondrup selv, ligesom læseren, havde fortabt sig i spændingsfeltet mellem Alice og Vitus, men pludselig kunne se på sideantallet, at det var tid til at hanke op i rygsækken og vende næsen mod målstregen.

Sporskiftet piller dog ikke ved det indledningsvist postulerede faktum, nemlig at Iben Mondrup har gjort det igen. Altså leveret forbandet god litteratur.

Vittu
Forfatter: Iben Mondrup. Sider: 336. Pris: 300 kroner Forlag: Politikens forlag.