Forfatter Iben Mondrup: »Det tog fem uger, før såret helede, og jeg har i dag et ar med både fortænder og hjørnetænder«

Iben Mondrup voksede op i Grønland. Hun var dansker og dermed anderledes. Det gav hende en følelse af altid at måtte være på vagt. Angsten har været en følgesvend lige siden. I denne udgave af indre dæmoner taler forfatteren om angsten og det lave selvværd, der satte kløerne i hendes liv, og om dengang hun troede, hun skulle dø på en bjergsti på Amalfikysten.

Forfatter Iben Mondrup. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Hvilke indre dæmoner har du?

»Jeg har en række indre dæmoner, som har stået på spring i de forskellige aldre og livsfaser, jeg har haft. De dæmoner, jeg havde som ung, er ikke de samme som dem, jeg har nu. Jeg tror, jeg har været ret god til at konfrontere mine dæmoner. Der sker noget, når man ikke lader sig styre af dem, men prøver at forstå dem, arbejde med dem eller tale med dem.

Jeg var kun 17 år, og jeg var blevet gift med en 19-årig grønlænder. Han skulle læse medicin, og jeg ville være journalist. Jeg kunne kun blive myndig, hvis vi blev gift. Det var en hård tid. Det var svært for mig at flytte hjemmefra. Det var også svært for ham, for han var grønlænder i Danmark – det er ikke altid lige let.

Jeg blev forvirret, og så fik jeg en spiseforstyrrelse.

Iben Mondrup

»Hvis du sammenligner sindet med en LP, der langsomt bliver skåret, har du sidst i livet en vinylplade med forskellige numre på.«


Der kan man sige, at jeg havde en dæmon, som fortalte mig, at jeg var tyk, og at jeg skulle lære at kontrollere, hvad jeg spiste, og hvor ofte jeg spiste, og at jeg skulle begynde at motionere. Det viste sig i løbet af nogle år, at det slet ikke handlede om de ting, men at det bare var et symptom på, at jeg lige var flyttet alene fra Grønland til Danmark uden min familie eller søskende. Jeg skulle finde ud af, hvordan jeg skulle blive voksen og være alene, og hvilken vej jeg skulle i livet i det hele taget.«

Iben Mondrup har netop udgivet den nye roman »Tabita«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvor slem var din spiseforstyrrelse?

»Det er svært at vurdere for den, der har den. Man vil altid føle, at den er meget slem, og så kan man være tilbøjelig til at angive vægt og mål for, hvor syg man er. Det tror jeg er en fejl. Jeg tror i stedet, man skal vurdere ud fra, hvor lang tid sygdommen har fat i en. Den kan have fat i mennesker hele livet og kan være stærkt invaliderende, fordi den kan ødelægge hele kroppen, og fordi man trækker sig tilbage fra det egentlige, og altså den verden, man skal fungere i. Jeg var stærkt plaget i et par år, og den mundede ud i angst, og angst er et noget mere diffust symptom end spiseforstyrrelser.«

Hvordan kom du hen til et sted, der var bedre at være?

»Jeg blev skilt og startede på en kunstskole, og jeg fik et netværk i Danmark. Jeg skulle arbejde med noget kunstnerisk i stedet for at være akademiker, så jeg kom ind på Kunstakademiet.«

Med din spiseforstyrrelse kom også angst – hvordan viste den sig?

»Angstanfald, hjertebanken og forestillinger om at skulle dø. Jeg var kun 18 år, men jeg var sikker på, at jeg skulle dø. Det var nok egentlig klassisk angst. Når angsten ramte, var det pludselig, som om blodet i mine årer blev meget tykt. Jeg blev tung i kroppen, og det var, som om hele kroppen sank ned i gulvet. Har man ikke prøvet det før, så udløser det en forestilling om, at man skal dø. Det var en fysisk følelse, som skabte tanken om døden. Jeg blev også bange for tanken om angsten.«

Iben Mondrup

»Da jeg var tre år, kom vi til Grønland, og jeg er vokset op som dansk barn i Grønland. Og jeg er ikke sikker på, at det har været trygt hele tiden.«


Hvordan håndterede du det?

»En læge sagde til mig, at det, jeg havde, var helt almindelig angst, og at det skulle jeg bare lære at leve med. Men jeg tror, jeg er meget stædig og meget vedholdende, og hvis der er noget, jeg ikke kan leve med, så finder jeg en udvej, og det har været min måde at håndtere mange ting på, når noget bliver svært. Jeg tror, jeg er født med en råstyrke.«

Havde du oplevet angst tidligere i dit liv?

»Jeg tror ikke, man kommer gennem en barndom uden at opleve en eller anden form for ængstelse eller bekymring, men jeg har aldrig følt, at det styrede mig. Men det gør den form for angst, jeg oplevede senere. Den virker styrende, fordi man kan være tilbøjelig til at søge væk fra den i stedet for at gå igennem den.«

Har du stadig angst i dag?

»Ja, indimellem. Jeg tror langt de flest mennesker lider af en eller anden form for angst eller ængstelse. Men man kan bruge den til at forstå, at nogle situationer kan være usunde for en, fordi man bliver presset. Forstår man det, kan man lære at navigere i udfordringerne og skabe en forandring.«

Hvad kan fremkalde angsten i dag?

»Når jeg går i gang med at skrive en roman, og til den er færdig, kommer der faser med meget stort ubehag og angst, men der kommer også faser med meget stor eufori, glæde og lyst. Jeg kommer aldrig nogensinde fra A til B uden. Jeg har måttet tolerere tanker om, at jeg ikke kan skrive, og de tanker kommer, når jeg er under pres. Men jeg udsætter også mig selv for det pres, der udløser angsten.

Den invaliderende angst er den, der regulerer din adfærd negativt. Det gør min ikke i dag.«

»Den invaliderende angst er den, der regulerer din adfærd negativt. Det gør min ikke i dag«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Har du selv lært at håndtere angsten og bekymringerne, eller har du fået hjælp til det?

»Jeg har ad forskellige omgange fået hjælp til det gennem terapi. Det mest effektive har været mindfulness og meditation. Jeg har altid tænkt »ja ja, det er godt med jer, hippier«, men det er simpelt hen en metode til at kunne rumme de følelser, som er svære. Jeg tror også, at alder og erfaring hjælper.«

Det bliver bedre med alderen – hvorfor?

»Hvis du sammenligner sindet med en LP, der langsomt bliver skåret, har du sidst i livet en vinylplade med forskellige numre på. Men problemet er, at negative erfaringer skærer nogle ret dybe riller, og der er pickuppen tilbøjelig til at hoppe ned i dem og har svært ved at komme ud af dem igen. Derfor skal man faktisk være meget opmærksom på sine positive erfaringer, altså på de tidspunkter, hvor det faktisk gik, selv om man ikke troede, det ville gå. Man skal koncentrere sig om dem og vende tilbage til dem simpelt hen for at få skåret en dybere rille, så pickuppen ikke bare skøjter henover.«

»Når jeg går i gang med at skrive en roman, og til den er færdig, kommer der faser med meget stort ubehag og angst, men der kommer også faser med meget stor eufori, glæde og lyst«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvad er det, der skaber angsten, når du skriver en roman?

»Undervejs i processen er der rigtig mange faser, som afløser hinanden, og som jeg tror er nødvendige for, at jeg kan skabe værket. Det mest sjældne er følelsen af at være fantastisk, og at der kommer guld ud af mine fingre. Følelsen er kortvarig, men den efterfølges næsten altid af en følelse af, at det er helt forfærdeligt, at det her er så selvovervurderet og pinligt. Så kommer skammen over at have kunnet tro og forestillet mig, at jeg overhovedet kunne skrive. Det kan være helt utroligt ubehageligt, og bare det at tale om det nu er pinligt. Følelsen af, at det her er genialt, gør, at jeg bliver ved. Følelsen af, at det hele er elendigt, gør, at jeg går tilbage og skriver det igennem igen. Selv om det er svært at udholde, så er det også meget produktivt at pendle mellem følelserne. Men jeg kan være meget træt af det selvhad, der kan ligge i at skrive.«

Er det en selvværdsting?

»Ja, det kan det sagtens være. Rigtig mange kunstnere har udfordringer med selvværdet. Hvorfor skulle man ellers skabe noget, som andre skulle se på? Hvorfor vil man gerne ses? Det er man nødt til at indrømme. Jeg tror, at mange af os har noget med selvværdet. Men man lærer lidt at holde af sit manglende selvværd, for det er enormt produktivt.«

Iben Mondrup

»Jeg har oplevet, at der er blevet råbt »dumme dansker, rejs hjem!«. Det kan man jo ikke sige til et barn. I dag tænker jeg over, hvordan det er at være anderledes i Danmark. «


Er der noget fra din barndom, der kan have præget, at du har haft lavt selvværd og angst?

»Helt sikkert. Da jeg var tre år, kom vi til Grønland, og jeg er vokset op som dansk barn i Grønland. Og jeg er ikke sikker på, at det har været trygt hele tiden. Det var et meget voldsomt skift at komme fra Danmark til Grønland, og jeg tror, at den utryghed har forplantet sig i mig. I virkeligheden tror jeg, at det at være anderledes skaber en overopmærksomhed på, hvordan andre ser på en. Jeg følte mig en smule udsat, og derfor kunne det være nødvendigt for mig, at kunne forudsige, hvad der skete lige om lidt eller om en halv dag. Er jeg i fare? Det producerer en overopmærksomhed, og det betyder, at man kommer lidt på overarbejde, hvilket er stressende. Det er en fantastisk grobund for angst, det at være stresset over, at man skal forberede sig på noget, man ikke ved, hvad er.«

Hvilke farer skulle du være forberedt på?

»At blive overfaldet af slædehundene, for eksempel, er noget helt konkret. Jeg er efterfølgende blevet enormt bange for hunde. Eller at blive råbt efter på gaden, hvis man mødte et fuldt menneske. Jeg har oplevet, at der er blevet råbt »dumme dansker, rejs hjem!«. Det kan man jo ikke sige til et barn. I dag tænker jeg over, hvordan det er at være anderledes i Danmark. Der er noget universelt uroskabende i ikke at være en del af eller ligne majoriteten, uanset om man vil det eller ej. Jeg er helt sikker på, at min opvækst spiller ind her, og at jeg alligevel har været begunstiget med en evne til at bruge det konstruktivt.«

Stammer mange af dine bekymringer og angsten fra tiden i Grønland?

»Jamen det gør de. Jeg tænker, at vi er langt mere præget af vores opvækst, end vi tror, og mange af de reaktions- og tankemønstre, vi har, stammer fra noget, vi instinktivt har lært som børn. Og det skal man være sig bevidst. Er man bevidst om det, kan man forsøge at gøre noget ved det, men det kan føles som en slags vold at gå mod sin angst. Men det er ikke vold. Det er helt naturligt og nødvendigt.«

»Det er første gang, jeg oplevede en reel angst for at dø«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup.

Hvordan opstod din angst for hunde?

»Vi boede i en lille by, der hed Godhavn med 1000 mennesker, og alle mænd med respekt for sig selv havde slædehunde. Og slædehunde står hele året lænket ude foran huset. De er brugsdyr, og de får kun mad hver tredje dag, så de er altid sultne og bidske. Man lærer ret hurtigt som barn, at man ikke må komme for tæt på dem. Problemet er bare, at nogle gange er de også løse, og af og til bliver børn skambidt eller bidt ihjel. Det har været mere udtalt tidligere, hvor der var mange flere hunde. Mens jeg boede i Godhavn, var der flere af den slags ulykker. Jeg kom til Danmark med en udtalt angst for hunde, men det var ikke i Grønland, det endte med at gå galt.«

Hvordan gik det galt med hunde?

»I sommer var jeg på et skriveophold i et gammelt kloster i San Cataldo på Amalfikysten. Jeg løb en tur alene i bjergene. På en lille sti står der pludselig en stor hund foran mig. Jeg tænker på alt det, jeg har lært som barn om ikke se den i øjnene og ikke vise angst, så jeg løber videre. Da jeg er et par meter fra den, begynder den at knurre. Jeg vender om, og pludselig hopper den frem og bider sig fast i min ene balde. Jeg råber alt, hvad jeg kan. Jeg får vristet mig fri, og jeg kaster mig ud over et tynd trådhegn. Jeg vælter gennem et brombærkrat og ender i bunden af kløften.

Jeg begynder at kravle op ad en bjergside på den anden side. Den var nærmest lodret, og jeg har højdeskræk og kan ikke klatre. Jeg kan bare mærke en fuldstændig fokusering. Jeg kan pludselig trække mig op i armene. Det er farligere at falde ned her end at blive overfaldet af en hund, men der er ingen vej tilbage. Hunden, den glammer bare, og det runger i hele dalen. Det er en total gyserfilm. Langt om længe kommer jeg helt op ad den bjergside. Der kom angsten. Hold nu kæft! Det er første gang, jeg oplevede en reel angst for at dø. Det tog fem uger, før såret helede, og jeg har i dag et ar med fortænder, hjørnetænder og det hele.«

Hvordan påvirkede dødsangsten dig?

»Det var ikke, da jeg så hunden. Det var, da jeg var stukket af fra den, og jeg stod nede i bunden af kløften og skulle op igen, at dødsangsten satte ind. Ligegyldigt hvad jeg hev fat i, så rev jeg grenene ud af den porøse jord.

Min far var død tre måneder inden. Jeg havde siddet ved hans dødsleje, så jeg havde set, hvordan det var at dø. Jeg havde oplevet at miste en, jeg var meget glad for, så jeg havde døden meget tæt inde på livet. Jeg tænkte på min far, og jeg tænkte på hans døde ansigt. »Jeg dør nu, hvis ikke jeg kommer op af den her klippe,« tænkte jeg. OG så var det, som om jeg fik superkræfter. Seriøst! Jeg havde ondt i kroppen fire dage efter, fordi jeg havde kravlet op ad den bjergside. Tre dage efter tog jeg min veninde under armen og gik tilbage og kiggede. Jeg fik et chok.

Jeg kunne ikke forstå, hvordan jeg bar mig ad med at komme op ad den kløft.«

Hvilke følelser opstod i kølvandet på den oplevelse?

»Angst for gøende hunde og sågar køer, når jeg er ude at løbe. Min psykolog kalder det et traume. Min oplevelse med hunden kan sammenlignes med at blive overfaldet i en port en mørk nat, uden at du ser din overfaldsmand.«