
5 stjerner: Scifi-krimi er årets mest ustyrlige og mystiske oplevelse
Jokum Rohdes kaotiske, lurvede og melankolske sci-fi-roman »Vinterufo« er en fascinerende og underholdende fortælling om et fortidens kosmisk København, der er hærget af rumkrig, revolution, mord, hemmelige agenter og en exoplanetarisk sexindustri!
Længslen efter sin ungdoms København har sendt forfatter og dramatiker Jokum Rohde ud i rummet, og resultatet, »Vinterufo«, er noget af det mest mystiske, der er dukket op på den litterære radar i år. Jordlinge, bered jer på at få læsefeltet invaderet af lusede artsforrædere, elendige kosmonauter, venusianske skidesprællere og socialistiske sci-fi-narkomaner!
I Rohdes forhåbentlig fjerne udgave af fremtiden har Jorden koloniseret adskillige måner i galaksen og omskabt dem til nostalgiske tidslommekolonier, i erkendelse af at mennesker trives bedst i fortidens slidte, historiemættede ruskomsnusk.


