5 stjerner: Nutidens identitetspolitik forsimpler slavehandlens komplekse historie

Midt i debatten om dansk slavehandel, kolonihistorie, graffiti på statuer og en buste i kanalen kommer en aktuel bog med titlen »Slaveejerens død 1782«, skrevet af historikeren Niels Brimnes. Bogen tager udgangspunkt i Danmarks dengang rigeste mand, H.C. Schimmelmann, der døde i 1782. Han var dybt involveret i slavehandel, og hans skibe fragtede afrikanere til plantager i Vestindien.

Da man i 2006 ville opstille en buste til hans ære i den tidligere danske by Wandsbek (nu del af nordtyske Hamburg, red.), hvor han havde været godsejer, blev der en farlig ballade. Busten blev overhældt med maling, og i 2008 fjernede myndighederne den. Så aktionen med Frederik Vs buste i kanalen havde altså en forgænger i Wandsbek.

Ærlig mening

Niels Brimnes bog indgår i Aarhus Universitetsforlags serie med 100 bøger på 100 sider til 100 kroner, Forlagets forfattere forsøger på disse 100 sider at fortælle væsentlige danske historier på en let og medrivende måde.

Niels Brimnes er en af vores kyndige kolonihistorikere, og det gode ved denne bog er, at han ikke viger tilbage fra at sige sin ærlige mening om vores kolonifortid og den nutidige debat om vores slavehandel. For bogen handler ikke kun om H.C. Schimmelmann, men om hele vores kolonifortid.

Slutningen af 1700-tallet var en rig periode for dansk handel, og det var i den tid, at Schimmelmann sammen med andre danske handelsfolk blev rige. Alene i 1782 var 200 danske skibe engageret i oversøisk handel, og vi havde seks forter og anlæg på Afrikas vestkyst.

Niels Brimnes fortæller om den globale handel, der omfattede te fra Kina og stoffer fra Indien. Slaveri var tidligere en udbredt tilstand og fandtes lang, lang tid før europæerne involverede sig i handlen. Slaveri omkring den bengalske bugt var således omfattende, og afrikanske stammer og nationer slavegjorde mennesker. Desuden var der fra 1600-tallet og frem til 1800-tallet cirka 1,25 millioner hvide slaver i Nordafrika.

Slavernes sukker

Den profitable handel led et knæk efter 1782. Mange forhold spillede ind, herunder den amerikanske uafhængighedskrig, internt bedrageri i Asiatisk Kompagni og det forhold, at englænderne nedsatte tolden på te.

Den såkaldte trekantshandel, hvor man lod skibe transportere afrikanere til De Vestindiske Øer og derfra sejlede sukker og vestindiske varer hjem til Europa, var kun en lille del af den samlede handel, og det var ikke en ren dansk affære, for handlen med slaver og sukker var internationaliseret. Af de 1.638 slaver, der blev solgt i 1782, blev under 200 solgt på de danske øer, for prisen var højere på andre øer.

Brimnes konkluderer: »Isoleret set og forstået som en konkret aktivitet har slavehandlen således ikke bragt megen rigdom til København.« Men han tilføjer, at man skal se slavehandlen i et større og profitabelt system, hvor overskud fra den slavebaserede sukkerproduktion var det, der gav rigdom.

Liv i luksus

Den egentlige slavehandel gav underskud, for fregatterne krævede for meget mandskab og var dyre og sejladsen i øvrigt risikofuld.

I et vigtigt kapitel skriver Niel Brimnes, at verden dengang bestod af undertrykkelse og uretfærdigheder. Mens Schimmelmann levede i et liv luksus, var mennesker andre steder undertrykte i slavelignende forhold.

De kvindelige teplukkere i Kina plukkede således teen under særdeles hårde vilkår, og bomuldsarbejderne i Indien havde det ikke meget bedre. Men Niels Brimnes understreger, at gæsterne ved Schimmelmanns teselskaber ikke vidste, at kvinderne i teplantagerne sled sig selv op, og de vidste heller ikke, at de indiske bomuldsarbejdere puklede.

Pointen er, at man ikke kan etablere en umiddelbar moralsk forbindelse mellem udnyttelse af arbejdskraften og luksuslivets forbrugere i København.

Desuden er det en pointe hos Brimnes, at man ikke generelt kan kalde datidens kinesiske eller indiske samfund fattige, for her var arbejdere, der ikke havde det dårligere end europæiske arbejdere: »Det giver heller ikke mening at give europæiske handelsfolk skyld for den fattigdom, der utvivlsomt fandtes i Indien, for ligesom det var tilfældet i Kina, havde europæerne ikke styrke til i stor stil at påvirke de sociale strukturer …«

Gennemført umenneskeligt

Til gengæld er Niels Brimnes hårdere i sin omtale af den danske behandling af de slavegjorte på de danske plantager. Der kan nemlig ikke herske tvivl om, at de slavegjorte levede på kanten af permanent underernæring, samtidig med at de, både mænd og kvinder, skulle udføre ekstremt hårdt arbejde.

De var lette ofre for epidemier og mangelsygdomme, og de boede i elendige boliger. Disse menneskers levestandard blev holdt på et absolut minimum, skriver Niels Brimnes.

Man kan indvende, at danske bønder og hertugdømmernes livegne også blev undertrykt, men ifølge Brimnes var der en afgørende forskel, for de slavegjorte blev behandlet gennemført umenneskeligt.

Der var ifølge Brimness en direkte sammenhæng mellem den dybe armod hos de slavegjorte og den umådelige rigdom hos Schimmelmann og hans handelskollegaer. Her er der basis for at fælde moralske domme, for Schimmelmanns gæster havde mulighed for at kende til de slavegjortes vilkår.

Sammensat billede

Det fine ved Niels Brimnes bog er, at den ikke fokuserer på undertrykkelsen af de afrikanske slaver, men breder perspektivet ud: »Den store rigdom i København i slutningen af 1700-tallet byggede i væsentlig grad på det hårde arbejde, der blev udført af producenter over hele verden. Det er der ikke noget opsigtsvækkende i, forbindelsen mellem rigdom og undertrykkelse finder vi overalt i verden. Men undertrykkelsens voldsomhed og form varierede.«

Man kan indvende, at Niels Brimnes sammenligning ved omtalen af de slavegjorte på dansk-vestindiske øer udelukkende går på danske bønder og livegne i hertugdømmerne. Er det ikke for snævert? Han kunne drage sammenligning med kriminelles forhold, med forfulgte sigøjnere og med undertrykte jøder eller for den sags skyld med de mange hvide slaver i Nordafrika. Så ville billedet blive endnu mere sammensat og rigtigere.

I de afsluttende kapitler ser Niels Brimnes på vor nuværende debat om vores fortid. Han peger på det problematiske i, at debatten er fokuseret på den slavebårne atlantiske kolonialisme, mens forbindelserne til Asien, Grønland og det øvrige Nordatlanten er forsvundet.

Han gør op med den forsimpling, der ligger i at koncentrere alt om den transatlantiske slavefortid og i kun at ville lave et slavemuseum; for historien er meget større. Og han gør op med den forestilling, at rigdommen i slutningen af 1700-tallet alene var skabt på de slavegjortes ulykke:

»Det er eksempel på, hvordan nutidens identitetspolitiske kampe fra den historiefaglige sagkundskab destillerer simple svar på komplekse forhold. Disse svar behøver ikke at være forkerte. De fortæller bare ikke hele historien.«

Der er tale om et særdeles fint værk, der forsøger at udvide debatten, så den ikke handler kun om de slavegjorte i Dansk Vestindien. Det er velfortalt, og den eneste anke er, at virkeligheden er endnu mere kompleks, end Niels Brimnes fremstiller den.

Slaveejerens død 1782
Forfatter: Niels Brimnes. Sider: 100 Pris: 100 kroner Forlag: Aarhus Universitetsforlag