5 stjerner: Når man ikke længere lever, knalder og skriver sig gennem rusens selvforløjede slør

AOK
Litteratur
Anmeldelse

Boganmeldelse: Hvor eksistentielle kriser oftest i litteraturen druknes i druk, dramatisk og dekadent selvdestruktion, er Jesper Steins »Ædru« et sjældent eksempel på det modsatte: alkoholen er destilleret ud af teksten, ord og sætninger er rensede for forlorne undskyldninger og dårlig ånde.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

For ti år og seks krimier siden trådte en sjældent velskrivende og forbløffende velfunderet forfatter ind på den litterære scene med en fandenivoldsk hovedfigur og en række skarpe, spændingsmættede samfundsportrætter.

Jesper Steins bøger om Axel Sten er med rette blevet hyldet og prist, ikke mindst for en rå og urovækkende beskrivelse af desperationen, selvdestruktionen og den deroute, der er vokset ud af en anerkendt og kultlignende macho-masochistisk misbrugskultur – en kultur, som står på skuldrene af forfattere fra Hemingway til Hammett m.fl.

Nu smider Stein så denne klassikernes alkoholkultkappe og stiller sig blottet foran sine læsere med en roman, »Ædru«, der handler om at finde sig selv, når man ikke længere lever, knalder og skriver sig gennem rusens selvforløjede slør. Det er modigere end det meste, for ikke alene blotter han sig for alverden, han gør også op med sine litterære idoler, disse hidtil faste støtter i et gyngende univers, og med sig selv som mand, menneske, far og forfatter.

Knitrende ord

Allerede i forrige bog, »Rampen«, stillede Stein sig ud på kanten og løftede den del af sløret, der dækkede over en tilsyneladende harmonisk opvækst i et materielt velstillet og bogligt hjem, gennemsnitlig højere dansk middelklasse, men hvor børnene betalte en dyr pris for forældrenes svigt, sprut og højspændte skilsmisse.

Denne gang går han planken ud, gør op med egne løgne, egen hidtidig selviscenesættelse og -opfattelse, og han springer ud fra det fundament, han i det meste af sit liv har opfattet som sikker grund, så han fortumlet og afklædt dukker op til overfladen og her må (gen) finde et nyt ståsted i livet.

»Nu smider Stein så denne klassikernes alkoholkultkappe og stiller sig blottet foran sine læsere med en roman, »Ædru«, der handler om at finde sig selv, når man ikke længere lever, knalder og skriver sig gennem rusens selvforløjede slør.« Fold sammen
Læs mere
Foto: Politikens forlag.

Hvor eksistentielle kriser oftest i litteraturen druknes i druk og dramatisk mere eller mindre dekadent selvdestruktion, er »Ædru« et (sjældent) eksempel på det modsatte: alkoholen er destilleret ud af teksten, ord og sætninger er rensede for forlorne undskyldninger og dårlig ånde (men ikke dårlig samvittighed).

Hver side står og sitrer af famlende, uforfærdet genfødsel, så ordene – sprøde og knitrende sat sammen i korte, beskrivende sætninger eller i lange, nogle gange sidelange (selv) reflekterende associationsrækker – ikke bare viser en vej ud af mørket for forfatterens alter ego, jegfortælleren Jesper, men også åbner for en ny litterær og måske endda smittende folkelig askese.

Cool løgne

Den 54-årige mandlige hovedperson har succes, han har venner, villa, kone og fire børn, men han drikker og har drukket støt og stigende i årevis, og for at undgå en truende skilsmisse er han nu på Minnesota-kur. Her møder han første gang op til gruppeterapien med en overlegen attitude, han selv synes er cool, men som dækker over løgne og mindreværdsfølelse, og som gradvist i forløbet skrælles af.

Det hele beskrives nøgternt, nøgent, ikke som en nøgleroman, men så tæt på virkeligheden, at jegfortælleren flyder sammen i et autofiktivt selvportræt af forfatteren.

Bogen er imidlertid også et portræt af en hvilken som helst misbruger, der skjuler sig for både sig selv og omverden gennem løgne og sløret selvindsigt, »Jesper« er en gennemsnitsalkoholiseret dansker, der langt hen ad vejen har formået at opretholde et (selv) billede af en velfungerende borger med smag for god vin og daglig rus, langt fra drankeren på bænken, men som støt og stædigt har skyllet sin selvrespekt, selvindsigt og nærheden til andre mennesker ud med den ene eller den anden form for rusgift.

Krakelerede mennesker

»Ædru« er hverken en romantiseret forfaldshistorie eller en freudiansk forklaringsskabelon – førstnævnte finder man til overmål i Steins seks bind om politimanden Axel Sten, sidstnævnte kan man læse om i »Rampen«. Den korte og stramt komponerede bog er derimod en mellemting mellem et fiktionaliseret essay og en moden af- og udviklingsroman, hvor de lag, der skrælles af jegfortællerens forløjede verdens- og selvbillede, også ligger i portrætterne af de øvrige kursister på Minnesota-holdet.

De fremstår hver især som delelementer af et krakeleret spejlbillede af hovedpersonen, og dét, Jesper ikke direkte fortæller om sig selv, viser han indirekte gennem beskrivelserne af de andre og deres fortrængninger, løgne og kampe. Det er ikke for ingenting, at de alle hedder noget med J.

At stille flaskerne på hylden er ifølge bogens præmis ikke det sværeste valg for den af-alkoholiserede alkoholiker. Det er derimod at slippe løgnen, udviske sit hidtidige selvbillede, genfinde sig selv og opsøge nye litterære pejlemærker, når de gamle er pillet ned fra piedestalen.

Jesper læser Einar Már Gudmundssons »Sindets tremmer« og Per Olov Enquists »Et andet liv«, der begge på hver sin måde handler om vejen ud af alkoholmisbrug, og han når frem til deres fælles, men generelt lidet anerkendte kunstnererkendelse, at alkohol på ingen måde fremmer kreativiteten. »Ædru« er i sig selv et lille stærkt bevis på, at der kan komme sofistikeret litteratur ud af en sober pen.

Læs interviewet med Jesper Stein. Link under anmeldelsen

Ædru
Forfatter:
Jesper Stein. Sider: 214. Pris: 300 kroner Forlag: Politikens Forlag.