5 stjerner: Fremragende roman om at være pårørende til en psykisk syg

Hverdagen udvikler sig i mere og mere grotesk retning, efterhånden som Simon får det værre. Ólafur Steinar Gestsson

Boganmeldelse: Med skarpspidset pen, stramt komponerede filmiske billeder og et intenst portræt af en ung kærlighed der langsomt krakelerer og forsvinder i mørket, imponerer den belgiske forfatter Lize Spit med sit andet skønlitterære værk.

Fik man ikke læst den belgiske forfatter Lize Spits stærke debutroman, »Det smelter«, der udkom på dansk i 2018, er udgivelsen af hendes andet skønlitterære værk, den lige så bemærkelsesværdige »Jeg er her ikke«, en god anledning til at lade sig introducere til dette endnu spæde, men dybt spændende forfatterskab.

Lize Spit skriver i et sprog fyldt med finurlige sammenligninger og rammende, overrumplende billeder og metaforer, og det er sjældent, man møder en (ung) forfatter med så sikkert et greb om det kompositoriske, så præcis og skarpspidset en pen (i øvrigt fornemt oversat af Miriam Boolsen) og så underspillet en humor i en fortælling, der måske ikke er klassisk uhyggelig, men dog dybt nervepirrende og intens.

Andre læser også