Litteratur

5 stjerner: Dengang danske byers beskidte gader vrimlede med tiggere

Boganmeldelse: Tiggeri i 1700-tallet var en plage i Danmark. En ny bog om betleri i fortid og nutid er ikke kun en sort historie, for den viser også, at fattige kunne regne med støtte fra kristen moral og empati.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2017 kom en lov om tiggeri på offentlige steder, der strammede lovgivningen, og i februar 2022 blev en litauisk mand ved Højesteret idømt 60 dages ubetinget fængsel og udvisning, fordi han gentagne gange var blevet taget i tiggeri og desuden var indrejst ulovligt til Danmark.

Går man i Københavns gader, vil man alligevel møde tiggeri, og mange synes sikkert, at det er unødigt hårdt at slå ned på fattige menneskers mulighed for at skaffe penge på den måde.

Den europæiske Menneskerettighedsdomstol har slået fast i en sag fra Schweiz, at man ikke må straffe tiggeri, hvis tiggeren dermed sikrer sig »menneskelige værdighed.« Højesteret mente, at alle i Danmark har adgang til mad og varme, og at domstolens dom derfor ikke gælder for Danmark.

Vrimlede med tiggere

Men hvordan var det tidligere, hvor det danske samfund var fattigt og skarpt klasseopdelt, og hvor mange ikke kunne brødføde sig selv og familien? Det er emnet for historikeren Peter Wessel Hansen i den glimrende serie fra Aarhus Universitetsforlag, der hedder »100 danmarkshistorier« og er bøger på 100 sider til 100 kroner, og som tager godt 100 minutter at læse. Bogen hedder »Tiggeri forbudt. 1708«.

De danske byer vrimlede med tiggere i gamle dage. Både mænd, kvinder og børn betlede i byernes beskidte og stinkende gader og gyder.

Man havde fattigvæsen, der skulle klare de mest presserende sager, men det forslog som en skrædder i Helvede. For at fjerne disse tiggere, som man ikke ønskede til offentlig skue, indførte kong Frederik 4. i 1708 en ny skrap fattiglov. Frederik 4. havde ved selvsyn, skrev han, set betleriet i fuld sving, og tidligere fattiglove havde ikke virket.

Man skelnede mellem dem, der var værdige til at få hjælp, og så de uværdige. Der var syge, gamle og børn, som var værdigt trængende, men ellers skulle folk arbejde. I 1600-tallet oprettede man Tugthuset (Børnehuset), hvor forældreløse, børn, løsgængere og andre blev sat til at arbejde.

Politimesteren var i begyndelsen af 1700-tallet den senere berømte astronom Ole Rømer, og han satte ikke kikkerten for det blinde øje, men forsøgte ihærdigt at leve op til kongens iver efter at få tiggerne væk.

Ud med svenskere og østjøder

En betlerkommission blev nedsat, og resultatet blev en rapport, hvor man forslog, at politiet blev bedre til at indfange tiggere og sende udenlandske tiggere – ofte svenskere og østjøder – ud af landet.

Man foreslog også, at alle værdige trængende skulle forsørges af staten – en dyr plan, som skulle finansieres ved, at blandt andet offentlige ansatte gav en procent af deres løn. Ikke nogen dårlig plan, og vor tids højt betalte embedsmænd og -kvinder vil sikkert være med på ideen.

I sidste ende, efter debatter og kongelige indblanding, blev resultatet, at man satte ind for at hjælpe værdigt trængende, men ellers var det forbudt at tigge, og det gjaldt »mand eller kvinde, ung eller gammel, indfødt eller fremmed, syg, lam krum, krøbling, blind, dum eller døv«.

De værdiges ret til hjælp blev ligefrem kaldt en »borgerret«, og det lyder jo helt moderne. De fattige skulle bevise deres ret til at være værdigt trængende, og druk eller andre laster trak ned, så der blev Holbergs Jeppe ladt i stikken.

Mange tiggere gik fra dør til dør på jagt efter almisse. Her har maleren Wilhelm Bendz skildret en tiggerkone med sit barn, der har opsøgt den unge malers hjem. Maleri fra 1829. Fold sammen
Læs mere
Foto: Illustration fra bogen.

Kristen præmis

Bag dette sociale lovarbejde lå en kristen præmis, at man skulle vise kærlighed og barmhjertighed og man regnede det for ret og rimeligt, at kristne borgere gav til fattige – jøder havde deres egen fattighjælp, men skulle alligevel bidrage til de kristnes almissehjælp.

Loven gjaldt for hele landet, og hvordan virkede den så? Forvandt de fattige fra gaderne, og holdt de fremmede tiggere sig væk? Det gik ikke nemt. Folk var uvillige til at give penge til de fattige, og Store Nordiske Krig (1700-1721) betød, at almindelige mennesker dårligt nok havde mad til sig selv.

Realiteten var, at tiggeriet fortsatte, og især efter den katastrofale brand i 1728, som efterlod mange uden ejendom, voksede betleriet i København hastigt. Man byggede nye tugt- og manufakturhuse, hvor fattige skulle arbejde, og man gav forhøjet løn til fattigfogeder, der skulle indfange fattige til disse tugthuse.

De forværrede tilstande gav op gennem 1700-tallet anledning til folkelig utilfredshed og protester. Man mente, at det var ukristeligt, at fattige skulle straffes for at bede om hjælp, og de elendige forhold i tugthusene vakte forargelse. Fattigfogederne blev derfor ofte overfaldt og slået til plukfisk.

Udsatte kvinder

Der er bevaret fængselsarkiver og politiarkivalier, og derfor kan vi komme tæt på mange af de stakler, der blev taget af politiet. I 1779 blev 220 tiggere anholdt i København, heraf var 70 procent kvinder, hvilket var ganske typisk, skriver Peter Wessel Hansen, og viser at kvinder ofte var udsatte. Peter Wessel Hansen giver en række eksempler på ulykkelige kvindeskæbner, der altså blev arresteret og indsat i Børnehuset.

Peter Wessel Hansens bog er et stykke vigtig danmarkshistorie, og den er letlæst og spændende. Den viser, hvor stort problemet med tiggeri var, men også at der var omsorg og kristen empati, der også var en del af historien. Alt var ikke elendighed, undertrykkelse, racisme og klasseskel, for historien var mere sammensat end som så, og mange forhold pegede frem mod en lysere fremtid.

Tiggeri forbudt. 1708
Forfatter: Peter Wessel Hansen. Sider: 100 Pris: 100 kroner Forlag: Aarhus Universitetsforlag