4 stjerner: Vi belejres af en kreativ klasse og politisk korrekte aktivister, der nægter at lade os være, hvad vi er

Boganmeldelse: Selvom man skulle have svært ved at følge Mikael Jalvings politiske holdninger, så giver hans forestillinger om dannelsen i hans nye bog, »Forsvar for almindeligheden«, rigtig god mening – særligt i en tid under angreb af identitetspolitik og sociale medier.

Mikael Jalving ses af mange primært som islamkritiker, men i »Forsvar for almindeligheden« sætter han sig et andet mål. Fold sammen
Læs mere
Foto: Sine Nielsen/pr
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mikael Jalving har skrevet en ikke helt almindelig bog til forsvar for almindeligheden. Det lykkes at skrive om gennemsnitlige, menneskelige begivenheder på en måde, der hæver bogen op over gennemsnittet, uden at hæve forfatteren over de mennesker, han skriver om. Godt gået.

For der er, i Jalvings optik, selvfølgelig noget helt galt med vores verden. Den almindelige dømmekraft, »fællessansen«, er gået fløjten, og vi belejres af en kreativ klasse af akademikere og politisk korrekte aktivister, der nægter at lade os være, hvad vi er. Jalving vedgår at være en del af denne klasse men har udviklet forskellige, asketiske øvelser, ikke mindst landevejscykling, der måske rummer modgift. Målet er udtrykkeligt ikke nostalgi, men forædlingen af mennesket, dets dannelse.

Degenereret negativitet

Imidlertid er Jalving jo mest kendt, og for en hel del mennesker mest berygtet, som islamkritiker. Men han sætter sig i denne bog også et andet mål, nemlig det ikke at lade sine tidehvervske standpunkter degenerere til ren negativitet.

Det lykkes faktisk. Bedst i beskrivende passager om hverdagens små mirakler med andre mennesker, med naturen, fædrelandet, ja, næsten med Gud, hvilket jo er en indrømmelse fra en, »der stadig ikke tror, men håber at kunne en skønne dag«.

Det tidligere så ekstraordinære, normkritiske menneske, bogens forfatter, har fundet ud af, at heller ikke i den henseende var han, med Søren Ulrik Thomsens ord, nogen undtagelse fra flokken. I de modne år kommer det nu til ham: familien som den reddende ponton, bundetheden til oprindelsen, skønheden, kønnet. Der er tung taknemmelighed i Jalvings pen, sproget er vel endnu ikke helt forløst, men den trodsige hedspore bøjer sig ikke desto mindre langsomt under livets lov og, måske, under Herrens tugt.

Fra kvinde til KØN

I denne genbesindelse ser Jalving faktisk kvaliteter ved eksempelvis den klassiske kvindekamps fokus på konkret politik, som i dag er druknet i identitetspolitik.

Forfatter og islamkritiker Mikael Jalvings nye bog »Forsvar for almindeligheden« får fire stjerner. Fold sammen
Læs mere
Foto: Hovedland.

Kvindemuseet har skiftet navn til KØN – Gender Museum Denmark og er nu nedsunket i »en skinnende ny lirumlarum« af kønnethed og revolution. Det giver forfatteren lejlighed til at harcelere over, hvordan de nye »projektmageres tid får gestalt i en glasagtig drømmeverden: i dette selvbedrag, i denne leflende dyrkelse af evig forandring«. Det er forrygende, og ryger der en finke eller to af panden, er der rigelig næring i det, der bliver liggende.

For selvom langtfra alle læsere kan følge Jalving politisk, så giver hans forestilling om dannelse rigtig god mening i en tid ramt af demokratisme og sociale medier. Dannelsen er demokratiets modpol, den skal »hæve det, kvalificere det, ja, muliggøre det«, men den skal ikke efterligne det. Når skolen afløser tysk – og, kan vi desværre tilføje, musik – med undervisning i »rettigheder«, sker der et tab.

For dannelse skal inkludere mødet med det svære og med fortabelsen, ikke kun i gode bøger, der forstyrrer selvfølelsen, men også i høj og krævende kunst. Det giver os vores sande plads tilbage: Som de af tung vægt til jorden bundne pakæsler, der vandrer på den smalle sti, historien allerede har trådt til.

Mistet barnetro

I sin genbesindelse på verden går det tydeligvis op for Jalving, at masseindvandringen kun er et symptom, ikke sygdommen selv: Vores kultur og tradition er allerede svækket af vores egen mistillid og stundom had til den.

Techgiganterne nyder også godt af denne svækkelse og invaderer os smilende. Her citerer bogen faktisk Deres anmelder, men faren for, at dette skulle udløse ekstra stjerner, afværges af, at anmelderens hustru, Ida Auken, får stryg i et senere kapitel. Balancen er genoprettet.

Det er den trods alt ikke i Mikael Jalvings verden. Til gengæld udtrykkes, som noget relativt nyt, håb. Det sidste kapitel om Gud er opbyggeligt. Jalving mistede ganske vist sin barnetro, da han som ung blev reddet fra at drukne, ikke ved tanken om Gud, men ved tanken om en eftertragtet blondine fra skolen, som stod på bredden. En ældre og klogere tid ville have sagt, at samme Herres veje er uransagelige og ikke sjældent indbefatter andre mennesker, endog blondiner. Vel forbliver Gud vores tabte autoritet, men kapitlet hædrer Marx for følgende pletskud: »Luther knuste troen på autoriteten ved at genindsætte troens autoritet.«

Faktisk betyder »katolsk« bare almindelig, og et forsvar for almindeligheden må selvfølgelig ende i et forsvar for den almindelige kirke og for de almindelige troende. Tak for cykelturen.

Forsvar for almindeligheden
Forfatter:
Mikael Jalving. Pris: 230 kroner. Forlag: Hovedland.