At skindet kan bedrage er ikke et særsyn, og da slet ikke i krimilitteraturen, hvor tingene langtfra altid viser sig at være, hvad de umiddelbart udgiver sig for.
Sådan forholder det sig også med Lone Theils’ seneste krimi, »Undergravet«, der fungerer som andet bind i »Hjemvendt«-serien med den kvindelige efterforsker Signe Brask i hovedrollen, men som sagtens kan læses, selvom man ikke har læst etteren.
For umiddelbart får man det indtryk, at bogens hovedperson, der med ar på sjælen, lig i lasten og kompliceret chefbøvl på bagsmækken er blevet tvunget til barndommens Klitmøller som vikar for en sygemeldt patruljebetjent, havner midt i en stormfuld og Hans Kirk-inspireret religionskrig, hvori både offer og gerningsmand synes at deltage for fulde gardiner.
Man skal glæde sig til de sidste par kilometer, hvor det faktum, at intet er, som man troede det, ville være, for alvor foldes ud.
Men efterhånden som timerne går, og siderne i bogen vendes, viser det sig, at sagen også handler om alt muligt andet end blot den ene af de to duellerende præsters – altså ham, der ikke sværger til Det Gamle Testamente, men i stedet udgiver sig for at tro på både rapmusik og surfbrædder i kirkerummet – kones forsvinden.
Både godt og skidt?
Og hvad er dette »andet« så? Livslang sorg? Smertelige spørgsmål, der mangler healende svar? Skæbnesvangre øjeblikke? Voldtægt? Familieproblemer? Ulykkelig kærlighed? Forbudt kærlighed? Fortabt kærlighed? Fuldendt kærlighed?
Lidt af hele molevitten! Men det virker forkert at kaste sig ud i at erstatte de mange spørgsmålstegn med specifikke udråbstegn. Det vil nemlig spolere den slutning, som Lone Theils med fast hånd og stor tålmodighed skriver sig frem til.
Til gengæld virker det helt okay at sige, at handlingens fremadskridende motor i lige så høj grad brøler inde i Signe Brask’ hoved, som den brummer rundt ude blandt beboerne i det lille lokalsamfund.
Og det er både godt og skidt.
Godt, fordi dét at blive lukket ind i hendes professionelle mindset og private tankemylder, der i øvrigt pendulerer aldeles fornemt mellem en smertelig (fjern) fortid og en (måske) usikker fremtid, bidrager til en dejlig dybde i fortællingen.
Skidt, fordi netop denne dybde fra tid til anden desværre fremkalder en miniform for klaustrofobi. Ikke at Signe Brask ikke er godt selskab. For det er hun. Man holder med hende og ønske hende alt det bedste.
Men man kan også bare godt få lidt nok af hende. Især hendes konstante autoritetsforagt og dertilhørende trang til egenrådighed, der selvfølgelig er et plus, når man er omgivet af amøber, men som også er et karaktertræk, der kan udfordre læserens tålmodighed.
Lysten bimler og bamler
Og apropos tålmodighed, så lad os lige vende tilbage til Lone Theils' måde at fortælle historien på. For det gør hun, som sagt, med både fast hånd og tålmodighed. Måske med lidt for meget tålmodighed.
Jovist, de mange og lange dialoger swinger, og det gør de utallige sceneskift op og ned langs Cold Hawaii bestemt også, men selvom den føromtalte motor både brummer og brøler, så foregår turen fra start til slut i et relativt adstadigt tempo og er næsten blottet for splat, chok og andre adrenalinfremkaldende effekter.
Men man kommer frem, og man kommer i mål, og endda uden på nogen måde at fortryde, at man tog med på turen. Tværtimod. Og man skal glæde sig til de sidste par kilometer, hvor det faktum, at intet er, som man troede, det ville være, for alvor foldes ud, og hvor sagen ikke bare bliver opklaret, men hvor også lysten til tredje bind i serien, som uden tvivl kommer, begynder at bimle og bamle, så snart man krydser målstregen.
»Undergravet«
Forfatter: Lone Theils. Sider: 325. Pris: 249,95. Forlag: People’s
