Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Han blev ikke nødvendigvis født i en stald. Han blev måske knap nok født af en jomfru i moderne forstand. Men hvad enten vi nu ser os som kristne eller troløse eller noget helt tredje, kan de fleste blive enige om noget nok så grundlæggende:
At hans jordiske ophav hverken har været dronning eller en af samtidens dannede damer. Den unge mor har snarere været kæreste med en håndværker uden store midler til dagen og vejen. Vi må måske ligefrem se hendes senere så hårdt prøvede søn som historiens første kendis, der ikke var født fin!
Kontrasten mellem drengens fattige fødsel og hans åndelige indflydelse på indtil flere kontinenter kan ikke bruges til pladder om julens overdrevne materialisme. Selv den lille familie under stjernehimlen fik trods alt guld og røgelse midt i trængslerne. Og når de fleste af os defilerer rundt om træet i aften, er det næsten altid med en følelse af taknemmelighed i passende mål: Vi tager hinanden i hånden, vi synger efter bedste evne, vi spiser godt og lader os begave med mere eller mindre nyttige ting - i festens anledning altid med en ekstra tanke til høj og lav omkring os.
Hvad vi til gengæld godt kan lære af menneskesønnen med den pludselige udlængsel juleaften, handler om faren ved fordomme. At man ikke skal skue hunden på hårene. At skinnet sommetider bedrager.
For hvis man havde set den lille i Marias svøb, ville man måske ikke lige forvente det store: Drengen ville bare ligge dér med sin runkne hud og uorganiserede bevægelser med arme og ben. At netop han mere end noget andet menneske skulle sprede så megen glæde eller vrede eller alt muligt i midten, ville vi ikke have nogen anelse om.
Vi kan passende nok møde hinanden med præcis dét billede i tankerne. Vi kan huske på alle menneskers mere eller mindre fjerne fortid som gennemført uskyldige. Og vi kan minde os selv om det onde som en virkelig størrelse her i verden - og dermed om ansvaret for det ondes bekæmpelse som et fælles ansvar.
Præsten og digteren N.F.S. Grundtvig talte om »Menneske først, kristen så« i sit digt af samme navn. Han skrev det tankevækkende digt et år eller to før sin kaldelse til Vartov Kirke i 1839 og dermed i en turbulent epoke:
Grundtvig havde langet ud efter tidens førende professor i teologi og tabt den efterfølgende injuriesag med livsvarig censur til følge. Grundtvig anså den agtværdige professor for en simpel bygger af »luftkasteller« med stadigt mere langhårede udlægninger af teksterne og uden rod i virkeligheden. Grundtvig ville tilbage til menighedens helt fundamentale fællesskab og begyndte sidste vers med ordene: »Stræbe da hver paa denne Jord / Sandt Menneske at være«.
De lærde er aldrig rigtig blevet enige om udtrykkets præcise betydning: Om det for eksempel kunne være et krav om større fokus på vores liv nu og her. Om det måske ligefrem skulle ses som mobning af typer med en særlig frelst selvopfattelse.
Én ting står alligevel klart i dag: At være »menneske først« kan aldrig blive et mindre ansvar - men et større. Hvad enten vi er monarker, muslimer, millionærer eller ganske almindelig middelklasse, så fødes vi med samme uskyld og samme ansvar for hinanden.
Den følelse er måske julenattens skønneste af alle. Vi samles om den velsmagende and eller den veganske regnbuerulle og lader roen falde over os for en stund. Vi fejrer en lille dreng i Bethlehem engang plus os selv og hinanden og i sidste ende den velsignede fornemmelse af livet selv.
Glædelig jul!
SØREN SCHAUSER
