Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Venstrefløjen mangler at svare på, om den prioriterer klima eller velfærd

Der er ikke brug for panik, men derimod virkningsfulde løsninger og kølig rationalitet i klimadebatten. Også i forhold til den kendsgerning, at kræver man offentlige investeringer i klimaet, så må man prioritere i den offentlige velfærd. Venstrefløjen har endnu ikke svaret på, om man er villig til det.

Foto: Arnd Wiegmann

Velfærd eller skattelettelser er den klassiske, men meningsløse modsætning, som ofte opstilles af venstrefløjspartier i Danmark.

Meningsløs eftersom de to ikke er hinandens modsætninger. Slet ikke i et land som Danmark, hvor skatterne i forvejen er blandt de højeste i verden. Tværtimod er en rig vækstøkonomi med mere rimelige skatter en mere farbar vej, hvis man bekymrer sig om velfærdssamfundets fremtid. Pengene til det skal som bekendt komme et sted fra.

I stedet for den frugtesløse diskussion kunne man med fordel vende sig mod de venstrefløjspartier, der fremstiller sig selv som de mest grønne i valgkampen, og stille dem et lige så simpelt, men mere meningsfuldt spørgsmål: Hvad prioriterer I – velfærd eller klima?

Svaret vil givetvis være: Begge dele. Men sandheden er, at det næppe er nogen mulighed, hvis man ønsker at føre en offensiv klimapolitik og man samtidig ved, at yderligere brandbeskatning af den danske befolkning ikke vil indbringe flere midler til offentlig velfærd. Tværtimod – fordi endnu højere skatter vil bremse den aktivitet i samfundet, der finansierer den offentlige sektor.

Et godt eksempel er bilafgifterne. Hvis man fra politisk hold vil understøtte overgangen fra benzin- og dieselbiler til elbiler inden for de kommende år, er man formentlig nødt til at nedsætte afgifterne på elbiler, sådan som man f.eks. har gjort det i Norge.

Problemet er blot, at bilafgifterne bidrager med over 50 milliarder kroner til de offentlige kasser. Så hvis man gør elbiler billigere, slår man samtidig et ordentligt hul i statskassen. Forsøger man at dække det af med andre, nye skatter, bremser man væksten i samfundet. Det vil med andre ord være nyttesløst.

Altså må man finde besparelser i den offentlige sektor. Det samme er nødvendigt, hvis man fra politisk hold kræver, at det offentlige investerer betydeligt mere i den forskning, der skal bane vej for udviklingen af ny klimavenlig teknologi. Penge kan ikke bruges mere end en gang – heller ikke skatteyderkroner. Altså skal man finde midlerne til klimaforskning andre steder på de offentlige budgetter.

Blandt partierne på Christiansborg er der for få, der vedstår sig disse kendsgerninger. Liberal Alliance forholder sig til dilemmaet i deres 2030-plan. Men især på venstrefløjen er der en lammende tavshed: Hvad skal man vælge, hvis det i fremtiden bliver nødvendigt at prioritere mellem klima og offentlig velfærd?

Det er derfor, de fleste partier, også de meget grønne, er forbavsende tilbageholdende, når det kommer til at fremlægge konkrete løsninger på klimaudfordringen – andet end populistiske og i det store billede nyttesløse symbolforslag som fly- og oksekødsafgifter og vegetardage i den offentlige sektor.

På lørdag gæster den 16-årige svenske klimaaktivist Greta Thunberg Danmark. Hun har opfordret verdens politikere til at gå i panik over klimaet. Den opfordring skal de ikke lytte til. Der er brug for alt andet end panik i klimadebatten. Der er brug for kølig rationalitet, sådan som en ny klimarapport fra Nordisk Ministerråd i øvrigt anbefaler det. Det gælder også i forhold til den kendsgerning, at vil man offentlige investeringer i klimaet, må man vælge noget andet fra.

TOM JENSEN