Velfærd er også skattelettelser

Skattelettelser skaber en sund økonomi med råd til velfærd, ligesom det også er velfærd at beholde flere af ens egne penge selv. Det socialdemokratiske kampråb »velfærd eller skattelettelser« er falsk.

Det er også velfærd at kunne tage en fridag, fordi skattelettelser betyder, at man har flere af sine egne penge i lommen. Zeljko Dragic/Iris

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Selv om man sandt for dyden godt kunne ønske sig mere borgerlig politik fra den borgerlige regering – regeringens egne mål om arbejdsudbud og BNP-vækst er langtfra nået – er det trods alt lykkedes for Lars Løkke Rasmussen og hans ministre at lette skatter og afgifter for 21,7 milliarder kroner i denne valgperiode. Der er tale om en lang række mindre lettelser, som ikke giver den helt store beskæftigelseseffekt, men som tilsammen udgør så stort et beløb, at det alligevel er værd at kvittere for.