Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.
Smilende mundbind indrammer præsentationen af regeringens nye stimulipakke. Finansminister Nicolai Wammen (S) er med sikkerhed en glad mand, fordi han nu kan sætte flueben ved en af lapperne i det kludetæppe, som finansloven tegner til at blive. Oven i købet en stor lap på den måde, at aftalen om stimulipakken både omfatter et stort milliardbeløb på 25 mia. kr. og repræsenterer en bred politisk aftale henover midten.