Stop vanviddet med at flytte uddannelser ud af de store byer

Udflytningen af uddannelser har hele tiden været en dårlig idé baseret på falske præmisser. Fortrydelsen breder sig nu hos nogle af aftalepartierne. Der er håb om og behov for en revurdering af udflytningsplanerne.

Det er en dårlig idé at bruge uddannelser til at føre egnspolitik. Det er skidt for uddannelserne, og det vil næppe have en effekt for egnsudviklingen uden for de store byer, mener Ole P. Kristensen i denne leder. NIels Ahlmann Olesen

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Nu er konsekvenserne af den politiske aftale om udflytning af studiepladser fra de store byer ved at vise sig. Universiteterne er i gang med at udarbejde planerne for, hvordan de kan leve op til det politiske krav om udflytning. Det er ikke noget kønt syn. København står til at miste tusindvis af studiepladser. Det betyder en udtynding af nogle af landets stærkeste forsknings- og studiemiljøer.