Spørgsmålet om vores hospitalsvæsens fremtid er igen blevet aktuelt. Det skyldes sygeplejerskestrejken og dens efterdønninger med sygeplejemangel og aflyste operationer. Hertil kommer truslen fra covid-19, der igen er på fremmarch.

I en kronik i Berlingske 17/11 foreslog tre erfarne overlæger at gribe ind over for den overadministration og bureaukratisering, der er foregået i hospitalsvæsnet gennem mange år. Det samme beskrev jeg mere udførligt for tre år siden i bogen »Det syge væsen. Hvordan det kan helbredes«. Det var uhørt, at en fremstående læge og professor på den måde optrådte som »whistle blower«. Men den offentlige debat kom aldrig.