Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Slip iværksætterne løs på velfærdsstaten

Det tog Stine Mølgaard Hansen og Radiobotics ti måneder at få lov at se på nogle billeder af røngtenfotograferede knæ. Så meget for verdens bedste offentlige sektor. Det åbenlyse spørgsmål til regeringen er i dag, om dens ideologiske modstand mod den private sektor er så stærk, at iværksætterne bare ikke er velkomne i fornyelsen af velfærdsstaten.

Stine Mølgaard Sørensen er medstifter af Radiobotics, som har udviklet ny velfærdsteknologi, som bygger på sundhedsdata til analyse af røntgenbilleder mv. Fold sammen
Læs mere
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen

Sig goddag til Stine Mølgaard Sørensen. Hun tilhører en sjælden race. Ikke alene er hun en ung iværksætter, som vi som samfund kunne ønske os mange flere af. Hun er også kvinde, og dermed et endnu sjældnere syn i iværksættermijøet.

Men mest af alt er Stine Mølgaard Sørensen, som er en af grundlæggerne af startupvirksomheden Radiobotics, det bedste bud på den uomgængelige fornyelse af velfærdsstaten, hvis den skal overleve.

Virksomheden Radiobotics hjælper ved hjælp af avanceret teknologi som algoritmer og kunstig intelligens læger og radiografer, så sundhedsvæsenet bedre kan stille diagnoser, reducere mængden af indlæggelser, sikre en bedre udnyttelse af maskiner, sikre billigere behandlinger og optimere behandlingsforløb for patienterne. Ja, kort sagt alt det, vi drømmer om – mere velfærd for de samme eller færre penge.

Ikke mindst venstrefløjen og Socialdemokratiet, men også Dansk Folkeparti, vil have alt i velfærdsstaten til at handle om penge. Den logik er på det seneste bakket op af de dystre advarsler fra vismand Torben Tranæs om, at lav produktivitet i den offentlige sektor over de kommende år langsomt, men sikkert vil drive de offentlige velfærdsudgifter i vejret. Tranæs slår fast, at medmindre vi som samfund gør et eller andet, så vil velfærden enten blive skåret ned eller skatterne drøne i vejret.

Samfundsdebatten stopper sommetider ved diagnosen, og ikke ved de svar, som Tranæs faktisk giver på sin egen dystre samfundsdiagnose. Tranæs giver et klart svar: »Vi skal lære at gøre tingene på en anden måde i det offentlige.« Det er faktisk hans vigtigste løsning.

Statsministeren gjorde i sin åbningstale i Folketinget klart, at hun er kritisk over for at inddrage den private sektor i at udvikle den offentlige sektor: »Spørgsmålet er, om en del af minuttyranniet i ældreplejen er opstået på grund af inddragelse af private aktører og frit valg?« sagde Mette Frederiksen.

Kritikken er ideologisk og usaglig, ligesom når undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) råber overbetaling efter privatskoler, der driver deres skoler til 76 pct. af prisen for en folkeskoleplads og med bedre resultater. Modstanden rækker desværre også ind i Venstre.

Venstres Stephanie Lose, som er formand for Danske Regioner, mener, at det er nødvendigt at gå langsomt frem, når det gælder kunstig intelligens, fordi der er »talrige dilemmaer, og borgerne skal kunne følge med og være trygge ved det«. Ligesom danskerne er trygge ved skattesystemet, kunne man spørge Lose?

Sandheden er, at finansminister Nicolai Wammen (S) og erhvervsminister Simon Kollerup (S) til en start bare burde levere på Finans- og Erhvervsministeriets strategi for kunstig intelligens, som blev lanceret i marts. I strategien rulles den røde løber ud for visionære fornyere af den offentlige sektor, et af tre mål er således, at den offentlige sektor skal være »førende i verden i at anvende data og kunstig intelligens til at forbedre og målrette den offentlige sektor«.

Det tog Stine Mølgaard Sørensen og Radiobotics ti måneder at få lov at se på nogle billeder af røntgenfotograferede knæ. Så meget for verdens bedste.

Derfor er det åbenlyse spørgsmål til regeringen i dag, om dens ideologiske modstand mod den private sektor er så stærk, at den bare har kylet forgængernes regeringsstrategi for kunstig intelligens i skraldespanden.

THOMAS BERNT HENRIKSEN