Skellet mellem offentlige og privatansatte vokser

Selvstændige og privatansatte har måttet holde for under krisen, men offentlige ansatte blev sendt hjem med fuld løn. Under coronakrisen blev det klart, hvorfor vi har brug for en sund privatsektor.

Det er uforståeligt, at oppositionen slet ikke tydeliggør alternativet til regeringens vej. Sjældent har det stået så klart, hvorfor vi har brug for en stærk privat sektor og iværksætteri, der vækster. Og sjældent har oppositionen været så tavs, skriver Mette Østergaard i denne leder. Niels Christian Vilmann

Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Coronakrisen har gjort et skel klart i Danmark. Skellet mellem dem, der holder de økonomiske hjul i gang og dem, der skal forvalte vores fælles velfærd. Under krisen har selvstændige og privatansatte holdt for. I den kommende tid vil vi se, hvor mange konkurser og reelle fyringer, der bliver tale om, når lønkompensationen ikke holder en del af arbejdspladserne kunstigt i live. Samtidig er en række offentlige ansatte sendt hjem med fuld løn og jobsikkerhed. Enhedslisten har endda helt utidigt fundet det på sin plads at tale om lønforhøjelser til dele af de offentlige ansatte på et tidspunkt, hvor mange i det private blot er glade for at kunne beholde jobbet.