Nye tal: Cirka 22.000 kommunalt ansatte går hjemme uden at arbejde

Ifølge en opgørelse fra KL er det særligt teknisk personale og ansatte på social- og handicapområdet, som er hjemsendt uden at arbejde.

En ny KL-opgørelse sætter tal på, hvor mange kommunalt ansatte, der er hjemsendt uden arbejde. Blandt håndværkere og rengøringspersonale er cirka en femtedel hjemsendt. Casper Christoffersen/Ritzau Scanpix

Kommunernes Landsforening (KL) sætter nu detaljerede tal på, hvor mange kommunalt ansatte, der er sendt hjem, uden at de skal få noget arbejde fra hånden.

Langt størstedelen af de kommunalt ansatte er i arbejde, men tallene viser også, at cirka 22.000 ansatte i kommunerne er hjemsendt uden at skulle arbejde. Det svarer til cirka fire procent af i alt 500.000 ansatte i kommunerne.

KL har på baggrund af en rundspørge til ti kommuner estimeret, hvor mange kommunalt ansatte der arbejder enten hjemme eller på arbejdspladsen – eller er hjemsendt uden arbejde. På baggrund af kommunernes svar har KL opregnet tallene, så de dækker hele landet. Tallene dækker nogle få dage op til 28. april og er ifølge KL udtryk for et groft skøn.

Blandt de estimerede 22.000 ansatte, der er hjemsendt uden at arbejde, er der store forskelle afhængigt af, hvilke arbejdsområde man kigger på. På daginstitutionsområdet er der brug for stort set alle hænder, men indenfor »teknisk personale, håndværkere og rengøring« tegner der sig et andet billede. Her er over 8.000 ansatte ifølge opgørelsen hjemsendt uden at arbejde. Det svarer til godt en femtedel af de ansatte i den pågældende kategori.

Inden for social- og handicapområdet er der 6.500 ansatte sendt hjem uden arbejde. Det svarer til 15 procent.

Kulturområdet er et lille område med få kommunalt ansatte, men er til gengæld det område, hvor den største andel er hjemsendt uden arbejde. Det skyldes lukkede kulturinstitutioner. Her arbejder 23 procent af de ansatte slet ikke, mens resten arbejder hjemme.

KL har ikke spurgt til de hjemsendtes lønforhold, men statsminister Mette Frederiksen (S) sagde på pressemødet 11. marts, hvor nedlukningen blev meldt ud, at alle hjemsendte i den offentlige sektor ville få løn.

Det blev desuden besluttet, at de offentligt ansatte skulle holde ferie i op til fem dage under coronakrisen. Ferien skulle afholdes inden 13. april.

Arbejdsmarkedets parter blev i slutningen af marts i en fælleserklæring enige om, at faggrupper skal kunne flyttes over på andre fagområder, så for eksempel en bibliotekar kan hjælpe til som pædagog i en daginstitution. Denne midlertidige overflytning sker også, men altså ikke i en grad, så alle hænder har noget at lave, hvis man skal tro tallene.

Ifølge FOA og Socialpædagogernes Landsforbund er der så godt som ingen af deres medlemmer, der er hjemsendte uden arbejde. I de første 14 dage var 30 procent af FOAs kommunalt ansatte medlemmer hjemsendt uden arbejde, vurderer FOAs forbundsformand, Mona Striib, men tallet faldt hurtigt efterfølgende, fortæller hun, i takt med den delvise genåbning af daginstitutioner og skoler.

»De FOA-medlemmer, der i starten var hjemsendt, er tilbage på deres arbejde eller midlertidigt flyttet over i andre funktioner,« siger Mona Striib.

Tallene dækker nogle få dage op til 28. april. Det kan ikke være FOA-medlemmer, der er hjemsendte?

»Nej, det kan det ikke være. Hvis man for eksempel har lukket rådhuset ned, så kan der godt være enkelte – for eksempel hvad man engang kaldte rådhusbetjente – som ikke arbejder 100 procent endnu. Men det er i den størrelsesorden,« siger Mona Striib.

Hun vurderer til gengæld, at en tredjedel af de cirka 22.000 kommunalt ansatte har været personer i risikogruppen.

»Det er først for nylig, at der er kommet en skal-bestemmelse om ansattes brug af værnemidler, der betyder, at en del af dem, der i risikogruppen, godt kan gå på arbejde alligevel, fordi man kan beskytte sig,« siger Mona Striib, forbundsformand for FOA.