Dette er en leder. Den er skrevet af et medlem af vores lederkollegium og udtrykker Berlingskes holdning.

Regeringens røde pressechefer øger ikke tilliden

Siden regeringsskiftet er et påfaldende antal pressechefer med bånd til Socialdemokratiet blevet ansat i ministerierne. Det er ikke vejen frem, hvis Mette Frederiksen vil »genopbygge tilliden« til det politiske system.

Mette Frederiksen og stabschef Martin Rossen diskuterer pressehenvendelser med andre fra partiets stab om bord på Socialdemokratiets valgbus. Til højre for statsministeren ses Mads Kolby, som dengang var presserådgiver i partiet, men som i dag er pressechef i Erhvervsministeriet. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

I Mette Frederiksens undergangsfortælling om Danmark tror danskerne ikke længere på deres samfund, og derfor har landets nye socialdemokratiske regering den vigtige opgave at genoprette den tabte tillid.

Det var løftet i statsministerens tale ved Folketingets åbning, og den påståede tillidskrise gennemsyrede også det forståelsespapir, som Mette Frederiksen i juni skrev under på sammen med sine støttepartier. Her blev der ligefrem lovet et udredningsarbejde om »tiltag, som kan styrke tilliden til centraladministrationen, medierne og de politiske beslutningsprocesser«. Mens vi venter på den udredning, kan man konstatere, at regeringen er i gang med at udvande den klassiske adskillelse mellem politisk udnævnte rådgivere og neutrale embedsmænd på Slotsholmen.

Berlingske har dokumenteret, at syv ud af ni nyansatte pressechefer i ministerierne har bånd til Socialdemokratiet eller den nye minister på området. Det er på papiret helt normale ansættelser i embedsværket. I modsætning til ministrenes særlige rådgivere – også kendt som spindoktorer – skal en pressechef i et ministerium ikke opsige sit job, når regeringsmagten skifter. Men den store overvægt af folk med bånd til Socialdemokratiet har fået eksperter og oppositionen til at advare mod, at der foregår en »politisk rekruttering«, som ad bagvejen skal farve toppen af ministerierne.

»Regeringen er i gang med at udvande den klassiske adskillelse mellem politisk udnævnte rådgivere og neutrale embedsmænd på Slotsholmen.«


Det politiske mønster var også påfaldende, da Statsministeriet skulle ansætte en sekretær for Mette Frederiksens nye politiske sekretariat, som skal være med til at støbe kuglerne for den nye regering. Ud af 74 ansøgere faldt valget på en kandidat, der kom direkte fra et job som gruppesekretær for Socialdemokratiets folketingsgruppe på Christiansborg, viser en aktindsigt, som Jyllands-Posten har fået.

Det er ikke første omgang, at der opstår strid om en regerings udnævnelser af pressechefer i ministerierne. Tidligere borgerlige regeringer er blevet kritiseret for det samme – blandt andet af Netavisen Pio, som har nære bånd til Socialdemokratiet. I 2017 mente Pio, at den borgerlige regering var i gang med »at finansiere en ulovlig hær af spindoktorer«.

Der har også før været kritik af, at borgerlige ministre lod de såkaldte politiske sekretariater svulme i størrelse, så almindelige embedsmænd reelt blev brugt til politisk betjening. Den tendens ser kun ud til at tage til i styrke med den socialdemokratiske regering, som har et udtalt ønske om at få kontrol med centraladministrationen. For eksempel har det vakt kritik, at statsministerens stabschef i Statsministeriet, Martin Rossen, også får sæde i regeringens to mest magtfulde udvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget, hvor der normalt kun sidder ministre.

Man kan sagtens argumentere for, at ministre nu til dags har brug for et stærkere korps af politisk udnævnte rådgivere for at hjælpe med at sætte den politiske retning og håndtere et massivt mediepres. Det er imidlertid også vigtigt at holde fast i det værdifulde ved neutrale embedsmænd, som kan betjene ministre af enhver politisk familie og på samme tid sikre åbenhed i forvaltningen og respekt for gældende ret.

Derfor skal det ikke smugles ind ad bagdøren, hvis denne regering vil skrue op for de politiske udnævnelser. Det burde bare foregå åbent, så både Folketinget og offentligheden kan følge med i, hvem regeringen har sat ind som politiske dyr i centraladministrationen. For eksempel kunne man vedtage, at pressechefer i ministerierne fremover får status af særlige rådgivere, der skal skiftes ud, når regeringen træder tilbage.

PIERRE COLLIGNON